La din tid telle for i dag og evigheten

«Hvad der er at fortælle om kong David, står fra først til sidst i seeren Samuels Krønike og i profeten Natans Krønike.» Første Krønikebog 29,29-30

Der gik tider over David og Israel, og der går tider over vort liv og menigheden. Når man gransker tilbage i disse tider, så finder man mange ting. Der ligger vort liv skjult.

David havde en tid som hyrde, en ved hoffet hos Saul, en som landflygtig, en konge over Juda, en som konge over hele Israel og en som flygtning for sin søn, osv.

Disse tider kan sammenlignes med jordlagene. I disse jordlag, som er forskellige tidsperioder, kan videnskabsmænd finde ud af, hvordan kulturen var på den tid. Ud af det de graver frem, kan de danne sig et billede af menneskenes levemåde og udvikling i mange hundrede år tilbage.

Den ene tid danner grundlag for den anden. Hvis David ikke havde været tro som hyrde, havde han aldrig kunne slå Goliat og blevet optaget ved Sauls bord. Hvis han ikke havde været tro i sin landflygtigheds tid, var han aldrig blevet konge over Israel. Hvis han ikke været tro som konge, var hans trone ikke blevet grundfæstet for evigt.

Der gik også forskellige tider over Israel, mens David var konge og havde ansvaret. Der var tider i krig, i oprør, i hunger, pest og i fred. Det som gjaldt Israel, gjaldt også David. Hvis man gransker i de tider, så graver man Davids visdom frem, hans store gerninger og hans fejltrin. Intet bliver borte, det ligger gemt i jordlagene i disse tider.

«Jordlag» i vore egne liv

Gud lader der også gå forskellige tider over vort liv. Vi får tider i medgang, i velsignelser og ære. Vi får tider i modgang, under forbandelse og vanære. Tider under misforståelse og misundelse, genstand for avind og bagtalelse. Vi har også en tid som barn, en som ung, en tid i manddommen og en tid i alderdommen.

Disse tider har sine forskellige vanskeligheder og fristelser, samt opgaver og muligheder. Der er sejre som skal vindes, og muligheder som skal gribes i den ene tid, og som ikke kan gribes eller vindes i den anden tid. Ingenting af det vi gør eller ikke gør, bliver borte. Det ligger gemt i jordlagene. Dette er der få, som er vågne for, og de forstår det først efter at tiden er gået fra dem. Så vågner de op for alt det, som de skulle have gjort og ikke gjort, men så er det for sent, og jordlagene vidner imod dem (Esajas' Bog 57,12).

Der går også tider over menigheden. Tider i vækkelse og tørke, i fred og strid, i ære og vanære. I disse jordlag kommer vi også med. Når disse tider går over menigheden, så spørges der om vi forstår tiden, sådan at vi bliver som et guldstykke i menighedens jordlag og ikke som noget forrustet jerskrap.

Nu kan man ofte bedst lide den ene tid fremfor den anden. Man vil bare have vækkelsestider og fredstider og ikke krigstider og tørketider. Men det er ikke visdom, som får én til at ønske sådan. For alle disse tider skal gå både over os og menigheden for, at vi skal blive prøvet og blive uddannet til at sidde på troner med Jesus. Men ligesom Jesus blev mange til fald og mange til oprejsning, sådan åbenbarer også disse tider menneskets sindelag og bliver dem til fald eller oprejsning.

De fleste ønsker ikke, at der bliver gravet i disse jordlag; de hader sådanne videnskabsmænd. Dog, vi kan ikke forindre det, men vi skal finde os i det. Menneskene kan ikke finde alt, men Gud skal en dag formå og grave alt frem som ligger skjult i disse jordlag – i disse tider. Derfor skal vi våge og bede, så vi ulasteligt kan gennemleve disse tider, og stå uden plet og rynke efter at have overvundet alt (Efeserbrevet 6,13; Første Petersbrev 1,6-7)

 «Derfor, mine kære, når I ser frem til dette, så vær ivrige for at stå uplettede og lydefrie for ham i fred.» Andet Petersbrev 3,14.

Dette er en redigeret version af artiklen der først blev publiceret i BCC's menighedsblad «Skjulte Skatte» i marts 1940.
© Copyright Stiftelsen Skjulte Skatters Forlag