Latter, tårer og et godt nytår

Da jeg ventede på, at fyrværkeriet skulle oplyse himlen og talte ned til et nyt år, for næsten 365 dage siden, kunne jeg da have forestillet mig alt, der skulle ske, i det nye år?

Jeg kan ikke sige, at det har været et dårligt år. Der har været så mange smukke øjeblikke fyldt med latter, og tanken på alt det jeg har oplevet fylder mig med oprigtig taknemlighed. Jeg kan heller ikke sige, at det har været et enkelt år. Tårene kommer let, når jeg ser tilbage på nogle af minderne.

Der var udfordringer i hverdagslivet, hvor jeg bad om, at Gud måtte hjælpe mig med at stå overfor en opgave, jeg frygtede, eller om han kunne give mig visdom til at ordne min økonomi. Der har været nogle triste øjeblikke, hvor jeg savnede kære venner som var langt væk, og lærte at forlige mig med den tomme plads, som de efterlod sig. Det var meget uventede situationer, som jeg aldrig kunne have forestillet mig, og som jeg ikke forstod. Jeg troede, at jeg havde en stærk tro, men til tider var jeg så desperat, at jeg undrede mig over, om Gud var der. Dag efter dag gjorde jeg mit bedste for at holde fast; jeg lærte at leve ved tro, mens jeg undrede mig over, hvorfor dette skete med mig.

Der er en kendt digt om en person som begyndte sin rejse med Gud ved sin side, og de efterlod sig fodspor i sandet. Man da han så tilbage til de laveste og mest triste tider, så han kun et sæt fodspor i sandet i stedet for to. Han begyndte at tvivle på, om Gud havde været med ham i disse tider. Men Gud svarede ham: «Igennem tiderne med prøvelse og lidelse, hvor du kun så et sæt fodspor, det var da jeg bar dig.»

Dette digt blev en del af det, jeg oplevede i år.

På én speciel dag i en vanskelig periode blev livet sort for mig. Men jeg faldt i søvn, prøvede jeg, så godt jeg kunne at vælge at tro på Gud og takke, ligemeget hvad. Da jeg vågnede, følte jeg, at Gud havde givet mig ny styrke. Senere, da jeg kom sammen med nogle venner, huskede jeg, at jeg havde mennesker i mit liv, som tydeligvis elskede mig dybt. Jeg oplevede så meget godhed, at det mindede mig om alt, som Gud har givet mig i livet. Hvordan kunne jeg havde glemt det! Han har givet mig så meget, og han har givet mig muligheden til at give og velsigne de andre i retur, efter hans vilje.

Jeg lærte, at der ikke var noget bedre medicin for mine problemer end at gøre godt for de andre, i stedet for at være optaget af min egen verden. Der er så meget, som jeg kan gøre, i stedet for at undre mig over hvorfor disse ting sker med mig. Og når det gælder det, som jeg ikke forstår, kan jeg overlade det i Guds hånd og vide, at han tager sig af det.

Jeg følte ikke, at jeg havde så meget at give, men et smil, en god krammer og nogle gode gerninger, at tilbringe tid med andre, der har brug for en ven – det er noget som kan være en velsignelse for andre. Mine kampe forsvandt ikke over natten, men Guds ord er sandt: «Det er saligere at give end at få.» Apostlenes Gerninger 20,35. Det gav mig en utrolig glæde og styrke til at holde ud i mine prøvelser, og en helbredende effekt som er vanskelig at beskrive. Det var ikke noget, jeg kunne have forstået og gjort på egen hånd. Når jeg ser tilbage, er det klart, at det var Gud der løftede mig op fra mit mørke, bar mig igennem og gav mig styrke til at bruge mit liv til noget godt i stedet.

Jeg forstod, at det som giver mig mest glæde er ikke bare, at jeg kan velsigne andre, men det faktum, at jeg kan ændre mig. Da jeg troede, at jeg havde tro på Gud, viste Gud mig hvor lidt tro, jeg egentlig havde, sådan at jeg kunne vokse meget stærkere i troen. Da jeg troede, at jeg havde nået mine grænser, viste Gud mig, at han kunne gøre mig stærk nok til at bære mere, end jeg vidste, jeg kunne bære. Da jeg spurgte, «Hvad har jeg gjort for at fortjene dette?» lærte jeg, at en tjeners tankegang er at give ligemeget hvad, uden krav og altid huske, at jeg kan give endnu mere. Jeg blev mere og mere fri fra mine egne begrænsninger. Der var vækst og liv midt i de vanskelige tider, som gav mig den slags lykke og tilfredsstillelse, som gjorde mig utrolig begejstret for livet.

En gammel ven fortalte mig engang, hvordan livet altid har været en god og festlig rejse for ham. Jeg så på hans afslappede og lykkelige ansigt og tænkte på alt, han har været igennem – økonomiske vanskeligheder og mange andre vanskelige tider, at blive misforstået og behandlet uretfærdigt. Nu forstår jeg, hvad han mente: Det var ikke, at livet altid var «godt», men at han havde bestemt sig for at omfavne alt i livet som det allerbedste, Gud kunne give ham. Og ved tro oplevede han Guds godhed.

Nu, i slutningen af dette år, blev jeg igen mindet om min vens ord og blev fyldt med taknemlighed. Det har ikke været det «gode» år, jeg forventede eller ville have planlagt. Det var til tider hårdt, men det gav mig meget mere, end jeg kunne have bedt om.

Jeg undrer mig over, hvordan næste år bliver. Udfra de sidste år ved jeg, at det bliver bedre, end det jeg kan forvente. «Livet er en festrejse», husker jeg på. Det kommer til at blive endnu et godt nytår.