Måske er jeg ikke så tålmodig, som jeg troede

Jeg har altid troet, at jeg var en ret tålmodig person. Der skal meget til, før jeg bliver frustreret eller irriteret på mennesker. Men så ville en uheldig person være den “sidste dråbe”, og jeg ville tabe besindelsen for at sige det mildt. Jeg ville lade det hele gå udover dem.

Jeg tænkte, “Nå, jeg er altid tålmodig, så det er okay at blive sur eller irriteret på nogen, nogle gange.” Men sandheden var, at jeg vidste det ikke var okay. Jeg kom bare med undskyldninger for mig selv. At prøve at få mig selv til at se ud som eller føles som en bedre person.

Erkende sandheden

Hele sandheden er, at jeg faktisk er fuld af utålmodighed og har krav til de andre. Da jeg langede ud, mærkede de andre min frustration og hårde ord. I stedet for at skabe fred omkring mig, skabte jeg en atmosfære af spænding og frygt. Senere, da jeg tænkte over min reaktion – da jeg prøvede så meget at holde det inde, men så brast det ud af mig – jeg hadede, at jeg ikke kunne kontrollere mine handlinger. Jeg angrede dybt, fordi jeg vidste, at det ikke er, hvad andre gør eller siger til mig, der skyldes, at jeg reagerer på den måde, jeg gør, men det er synden i min natur, som jeg skal overvinde.

Guds ord siger, at “Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild … Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.” Første Korintherbrev 13:4,7-8. Der står “alt,” så hvor stor er min kærlighed, hvis jeg “for det meste” er tålmodig med mennesker? Når jeg kommer i situationer, hvor jeg føler, jeg bliver utålmodig kollegaer, eller selv med familiemedlemmer og børn i mit liv, kan jeg så erkende det? Eller skubber jeg det bare til side, så der bliver et arkiv af synder i mit liv, som en dag bliver åbenlys?

Jeg skal bruge disse muligheder til at se og elske sandheden, om den måde jeg er på, og kæmpe imod og overvinde disse fristelser til utålmodighed og irritation i mine tanker, før de bliver til sårende handlinger. Når jeg bliver fristet til utålmodighed eller at reagere i vrede, tænker jeg altid på verset i Jakobsbrevet 1:4: “Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.” Så finder jeg styrken fra Gud til at overvinde den fristelse og hellere være tålmodig og kærlig. Der er stor forskel på at skjule min utålmodighed og faktisk være tålmodig og kærlig!

Forandre mig fra måden jeg er på

For mig er det så opmuntrende. At være i stand til at se mig selv, den sande utålmodighed jeg har overfor andre og overfor situationer i mit liv, og være i stand til at forandres fra den måde, jeg er på. Så når andre er omkring mig, kan de kun se kærlighed og fred. Ikke at jeg er fuld af krav og forventninger til dem.

Det er sådan en velsignelse at være sammen med mennesker, som du ved ikke lige pludselig “falder ud.” Jeg kan være den velsignelse for menneskene omkring mig!

Jeg ved for mig selv, jeg har hundredevis af muligheder hver dag til at arbejde på at have en tålmodig og sagtmodig ånd. Hver dag, når jeg sejrer i fristelsen, kommer jeg tættere på at vinde denne kamp! Så kan mit hjertes længsel, som er at reagere i fuldkommen kærlighed imod alle jeg møde, gå i opfyldelse.[/fusion_text]