Med skrøbelige følelser

For mange år siden spurgte jeg nogle af mine venner, om jeg kunne komme til et bønnemøde, de holdt.

De sagde “nej.”

Det var ikke det svar, jeg havde forventet.

Det var ikke som at spørge, om jeg kunne tage på ferie med dem eller komme til en privat spa-aften, eller komme til en fødselsdag uden at være inviteret. Efter min forståelse spurgte jeg bare, om jeg kunne komme med af ren høflighed; jeg havde absolut ingen forventning om at blive ekskluderet.

Jeg ønsker ikke at være dramatisk her, men mine følelser styrtdykkede. Der var en øjeblikkelig fysisk reaktion på denne personlige afvisning. Min mave slog knuder, min hals blev tør og begge øjne stak, som om jeg var ved at begynde at græde.

Jeg er ikke en robust person følelsesmæssigt.

“Selvoptaget dvælen over egne vanskeligheder”

Så jeg havde to problemer her. Et; følelsen af at blive afvist og derfor værdiløs og to; skyldfølelsen over at jeg var blevet fornærmet over afvisningen. Der gik ikke lang tid, før påvirkningen af afvisningen overgik skyldfølelsen.

Hele episoden fik mig til at spekulere over, hvad jeg forestillede mig, mine venner tænkte om mig, hvor meget de værdsatte mig, og hvor jeg stod i relation til hele gruppen. Jeg tænkte meget over dette. Faktisk synes det at overtage de fleste af mine tanker fordi, specielt i disse dage med sociale medier, venner er så vigtige for os, og vi ser meget let, hvad de laver. Jeg kunne ikke undgå at se, at næste gang de var sammen, inviterede de automatisk ikke mig, som de plejede at gøre. Jeg var blevet “droppet.”

Resultatet af dette, var at jeg havde ondt af mig selv.

Ordbogens definition af selvmedlidenhed er: “en selvoptaget1 dvælen2 over en's3 egne vanskeligheder4.”

Lad os skille dette ad.

1. Selvoptaget = en som er for opmærksom på deres egne behov
2. Dvælen = introspektiv navlebeskuelse
3. En's egne = selvoptaget
4. Vanskeligheder = hvad vi føler er problemer

Mange situationer i dagliglivet kan presse os ud i dette stadie; jeg behøver ikke remse dem op her – når vi er kede af noget i livet, er vi bare for bevidste om, hvad problemet er. Resultatet af at tillade os selv at blive i disse indadvendte tanker er, at vi bliver selvoptaget.

“Det skal stoppe”

Men en dag, efter at leve under en sky i for lang tid, indså jeg pludseligt, at det betød mere for mig, hvad andre mennesker tænkte om mig, end hvad Gud tænkte om mig, og at jeg under disse omstændigheder ikke kunne kalde mig selv en discipel. Jeg fulgte ikke Jesus; jeg fulgte indfaldene fra andre mennesker.

Når ånden giver os lys over os selv, og vi ser noget, som vi har gjort, tænkt eller følt som ikke er i overensstemmelse med Guds ord, så skal det stoppe. Ligemeget om jeg tænker, det er berettiget at gøre, tænke eller føle dette, er det absolut ikke pointen.

Ja, det er muligt, at vi snubler rundt i forvirring et stykke tid, men når forvirringen letter, når vi ser klart, så har vi ingen undskyldninger for selvoptaget at holde fast i sårede følelser og beskylde de andre, for den måde de er på.

Der er selvhjælpsbøger og terapeuter som kan lære os, hvordan vi kan omdanne vore negative tankebaner. Dette kan være et godt hjælpemiddel til at have, specielt hvis vi kæmper med specifikke traumer fra fortiden; men dette omhandler kun vort psykiske helbred. Når jeg mærker, at min menneskelige natur er involveret, det som vil have opmærksomhed og bliver skuffet, så skal jeg bruge Guds ord for at få roden ud. Og når vi har udtrykket vort håb og forventning sker der en vidunderlig ting; Gud sender sin ånd som fylder os med mod, håb og kraft til at modstå tendensen til at gå tilbage til navlebeskuelse og undren over, hvor vi er i folks vurdering.

Tegne en streg i sandet

Det er ikke min fejl, at jeg blev født med en tendens til skrøbelige følelser, men det er mit ansvar ikke at lade det have magt mit liv. Mit forhold til Gud bliver styrket, når jeg bliver ved med at komme til ham og siger, “Hjælp mig med dette!” For mig kom det som en koldblodet beslutning. En dag da jeg var alene, sagde jeg højt, “Jeg afviser alle disse selvoptagede tanker; jeg afviser at have ondt af mig selv og bekymre mig om, hvad andre tænker om mig. Fra nu af er mit mål at behage Gud og ham alene.”

Jeg tegnede en streg i sandet. Det kan være så enkelt, så hurtigt og så frigørende.

Så hver gang jeg begynder at få følelser af afvisning, husker jeg den streg jeg tegnede i sandet og sender en hurtig bøn op: “Hjælp mig nu!” og jeg mærker, at jeg bliver mere og mere fri fra min natur som så hurtigt reagerer dårligt på negativ interaktion.

“Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.” Johannesevangeliet 8:36.

Og de mennesker som afviste mig til deres bønnemøde? Vi har nu et rigtig godt fællesskab sammen, og jeg kan tale åbent med dem uden at mindes fortidens synder overhovedet. Jeg kæmpede denne specifikke kamp og vandt. Og det er evangeliets kraft – det sætter os virkelig fri.