“Mit dårlige temperament grundede i selvoptagethed”

Så længe jeg kan huske, har jeg ikke kunne styre mit temperament. Som lille pige kunne jeg blive sur, råbe og skrige, løbe til mit værelse og smække min dør, når jeg ikke fik min vilje eller noget ikke blev gjort, som jeg ville have det. Nogle gange fik det mig til at føle, at mit blod kogte inde i mig. Det forsatte da jeg blev teenager.

Vil jeg altid ikke kunne styre mit temperament?

Når jeg mistede besindelsen, fik jeg dårlig samvittighed med det samme over, hvordan jeg havde tilladt mig selv at reagere sådan, uden at tænke over de konsekvenser og den effekt det havde, på menneskene omkring mig. Jeg hadede det. Det var en byrde for mig at være sådan. Det gav mig så dårlig samvittighed og gjorde mig ked af det, fordi jeg ikke kunne kontrollere det.

Et almindeligt scenarie hvor dette kunne ske, kunne være tidligt om morgenen. Med tre små aktive drenge i vort hjem, kan det være stressende at få alle ud af døren. De fleste morgener endte med, at jeg saf i bilen med børnene, og det gik op for mig, at jeg var blevet sur og mistet temperamentet. Igen.

Jeg begyndte at tænke over, om jeg bare skulle affinde mig med det faktum, at jeg havde et dårligt temperament, og at det bare var den, jeg var. Jeg kunne bare ikke finde en vej ud.

En stor erkendelse

Dog, efter en af disse hektiske morgener, kom jeg til en stor erkendelse. Denne morgen havde jeg 45 minutter til at give alle morgenmad og få tøj på, lave madpakker og prøve at spise morgenmad selv. Mens jeg stressede og skyndede og bad børnene om at køre sig klar, kom jeg til et punkt, hvor jeg følte mig modløs over at ingenting forandrede sig. Jeg ville altid være denne mor, som mistede sit temperament. Jeg følte mig helt magtesløs mod mine egne reaktioner. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare kunne forblive rolig og tale pænt til mine børn, selv midt i kaos.

Efter jeg havde sat mine børn af på skolen, mærkede jeg stadig disse mørke følelser indefor rækkevidde, og ventede på at jeg blev sur igen. Det var dengang, det gik op for mig, at jeg aldrig havde bedt til Gud om mit temperament. Jeg beder om andre ting; jeg beder ham om at hjælpe mig i mine andre situationer, men jeg havde aldrig bedt ham om hjælp med mit største problem. Gud var den eneste som kunne hjælpe mig. Denne erkendelse ramte mig meget hårdt. Jeg prøvede så hårdt i min egen kraft at kæmpe imod mit dårlige temperament, at være en god mor og en kod kone, men tænkte aldrig på at bede Gud om hjælp med noget så enkelt.

Jeg råbte til Gud i min bil. Jeg bad ham om at vise mig min egen vrede og om at han ville vogte min mund, så jeg ikke bare reagerede efter mine egne følelser.

Jeg åbnede bibel-appen på min telefon, efter jeg havde bedt, og Gud viste mig Efeserne 4:31, “Al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot skal ligge jer fjernt, ja, al ondskab” og Prædikerens Bog 7:9, “Vær ikke hurtig til at græmme dig,for græmmelse hviler i tåbers favn.”

Jeg fandt så mange vers, hvor Gud befaler os at aflægge al vrede – at han som er sen til vrede er bedre end en krigshelt (Ordsprogenes Bog 16:32); at en opfarende mand vækker splid, den, der er sen til vrede, dæmper strid (Ordsprogenes Bog 15:18).

Problemets rod

Jeg var nødt til at tænke over, hvad der var skyld i, at jeg blev vred. Og jeg konkluderede, at det var selviskhed. At det var svært at erkende, specielt for en mor, som følte at hun kun prøvede at gøre det, som var bedst for hendes børn. Grunden til, at jeg ikke kunne styre mit temperament, var fordi situationerne ikke gik, som jeg ønskede – mine børn gjorde ikke det, jeg sagde, de skulle, eller tingene forandrede sig i sidste minut, eller en eller anden fornærmede mig med sine ord. Disse var alle selviske grunde. Jeg så, at jeg ønskede at kontrollere mit liv, i stedet for at lade Gud have kontrol. Jeg indså også, at hver gang jeg talte hårdt eller lod mit temperament styre var det sandt, hvad der står skrevet om at vrede “vækker splid”. Det gjorde mine børn endnu mere stædige, og det skabte uro, kaos og frygt i mit hjem.

Jeg er så taknemlig for, at Gud besvarede mine bønner og viste mig, hvorfor jeg ikke kunne styre mit temperament. Mit temperament forsvinder ikke bare af sig selv nu, men jeg har nogle våben at kæmpe mod det med.

Et nyt håb

Jeg ved, at Gud er på min side, og hvis jeg mærker vreden rejse sig inde i mig, så lukker jeg mine øjne og beder til ham, at han må hjælpe mig med at aflægge vreden. Han åbner mine øjne for, hvordan jeg skal lytte til det, han taler i mit hjerte, og at jeg kan tale milde ord til mine børn og de omkring mig. Jeg kan hade den egoisme som er skyld i reaktionen, hellere end at være vred på situationen eller menneskene.

Hvis jeg elsker mine børn, som Gud elsker mig, så reagerer jeg ikke bare med vrede og råber og skriger. Hvis jeg er en Kristi discipel, så skal jeg blive som Jesus, og jeg skal behandle andre, ligesom Jesus ville behandle dem. Han behandlede menneskene med tålmodighed og kærlighed, hans gav ikke efter for sit temperament eller sagde det første, han kom i tanke om. Nej, han var ganske stille og sagtmodig og talte kun det, Gud virkede i hans hjerte at sige. Jeg kan være fast, men tale og reagere med kærlighed, ligesom Jesus ville have gjort.

Nu kan jeg leve mit liv i fuld bevidsthed om mit temperament. Jeg kan hurtigt erkende, når jeg bliver fristet til at blive vred. Jeg beder med det samme om hjælp, så jeg ikke bare reagerer instinktivt, men jeg bliver mere og mere som Jesus, som var tålmodig, mild og venligt-talende til alle, ligemeget hvilken situation han stod i.