Når jeg ikke ønsker det går godt for mine venner

Vi havde en gæst som kommer ofte. Vi var samlet en gruppe i haven. Vi havde spist og snakkede hyggeligt rundt om et bål.

Der var nogle som spurgte gæsten, “Hvad synes du er den største barriere for samfund?”

“Misundelse,” svarede han, hurtigt som et lyn.

Ja, det har vi hørt før. Vi kristne ved, at misundelse er dårligt, gør vi ikke …?

Men så tilføjede han noget der føltes som et slag i min mave.

“Du finder ud af” sagde han, “at hvis du går igennem tider, hvor det ikke går godt i dit liv – måske går det ikke godt med dine børn – og hvis du har venner, hvis børn det går godt for – deres børn er perfekte, de er respekterede og får meget ære – så finder du, dybt herinde,” han dunkede sig på brystet, “der er en del af dig, der ønsker at noget skal gå galt for dem.”

Selvfølgelig har jeg oplevet misundelse. Selvfølgelig har jeg set på mine venner liv og ønsket, at jeg havde det samme; sammenlignet mit hus, mine børn, mit arbejde, mit tøj, min indkomst, mine ferier og kommet til kort. Og jeg kendte nok Guds ord til at bruge det til at komme fri fra misundelige tanker, som kun fører til et tomt, forskruet tankeliv …

Men faktisk at ønske, at det vil gå dårligt på nogle områder for min venner, bare for at jeg skal føle mig bedre?

Den lille stemme

Vi kender vore venner godt, og vi hører alt om deres succes. Vi hører om deres eksamener, forlovelser, om at blive inviteret med på specielle ture og inviteret til at tale. Og midt i lykønskningerne som vi giver er der en lille stemme, så lille at vi kan lade som om, den ikke er der.

Den lille stemme siger ganske enkelt: “Det går ikke så godt for mig om min familie i øjeblikket og at høre om, hvor fantastisk det går i dit liv, gør mig virkelig deprimeret. Hvis du fortæller mig det en gang til hvor fantastiske dine børn er, så slår jeg dig …”

Og mine øjne er vidt åbne og interesseret i hvilken som helst form for sladder, der sætter dem i et dårligt lys. Åh virkelig? Er du sikker? Og jeg har medlidenhed med mine læber, men indvendigt tænker jeg, endelig har de fået deres del af lidelserne. For det er det som provokerer denne stemme. Livet er ikke fair. Jeg tænker, de har et let liv, så selvfølgelig er de lykkelige, taknemlige og positive. Men jeg synes ikke, de har haft samme svære prøvelser, som jeg har haft.

Bare stop der.

Så det jeg siger er, at Gud ikke opfører sig retfærdigt og giver mig flere end dem? At Gud har fejlbedømt situationen. Gud tager i virkeligheden fejl, helt fejl …

Jeg kan ikke leve sådan, hvis jeg tror på, at Gud har udvalgt mig, og at han udvælger mine prøvelser specielt til at forvandle mig til hans billede (Romerbrevet 8:28-29; Andet Korintherbrev 4:17-18). Hvordan kan jeg protestere mod det?

Jeg skal blande mig udenom, hvad han tillader for mine venner. Det er ikke min sag. Min sag er mit forhold til Gud i mine forhold, ikke deres

Komme til lys

I lang tid undgik jeg at bringe tanker som disse ind i lyset, fordi det var skamfuldt, at jeg kunne vinde en form for tilfredsstillelse, når noget ikke gik godt for en ven. Jeg orkede aldrig at erkende og takle misundelse – alle mærker det – men jeg kunne ikke lide at erkende noget så dårligt.

Men hvis jeg erkender disse tanker og bringer dem ud i lyset, så kan de få deres dom. Når jeg ser dem, for hvad de er, så kan jeg være enig i Guds dom over dem og irettesætte dem. Ved at tale med mig selv, hvis nødvendigt. Jeg bliver gradvist fri fra den uro der kommer, når jeg sammenligner min situation med mine venners. Virkelig fri! Ingenting er skjult: jeg kan se Gud i øjnene og vide, at jeg står i en rensning. Jeg kan se mine venner i øjnene uden svig og velsigne dem. Hvis jeg ikke kan gøre dette, elsker jeg ikke mine venner.

Og denne frihed medfører en salvelse fra himmelen; den bringer fred dybt ned i min sjæl, hvor der før var hvirvlende uro.

“Hvis vilje er fast. Du bevarer freden, for de stoler på dig.” Esajas' Bog 26:3.