Når "det bedste er det godes fjende"

Jeg har altid haft en ivrig interesse efter at tjene andre. De dage hvor jeg kan gøre lidt ekstra for at gøre nogens liv lidt lettere, er det bedste og mest vindeværdige dage for mig.

Men for nyligt hørte jeg en sætning i menigheden. Taleren citerede Voltaire som har sagt, “det bedste er det godes fjende.” Det fik mig virkelig til at stoppe op og tænke. Hvad betyder det for mig?

Hvad er “det bedste?”

Hvad er “det bedste?” Som en Kristi discipel er ingenting mindre, end det Paulus skriver til Romerne – at vi skal forvandles til sønnens billede. Det er total forvandling; at få del i guddommelig natur (Romerne 8:29; Peters Andet Brev 1:4). Der står i Esajas' Bog 64:5 at “al vor retfærdighed blev som snavset tøj,” og det er sandt, specielt når jeg sammenligner dem til standarten af guddommelig natur. Når jeg brænder for at gøre det gode med de bedste intentioner, kan det synes næsten skræmmende.

Fordi jeg har bestemt oplevet tider, når jeg har prøvet mit bedste på at hjælpe nogen, men det endte bare ikke på den måde, jeg havde håbet eller hjulpet så meget, som jeg ønskede. Og mange gange, når jeg tog afsted for at gøre noget godt og reflekterede over det bagefter, så jeg, hvor meget bedre jeg kunne have gjort det.

Så hvorfor er det at gøre det bedste, med de bedste intentioner, ikke “godt nok?” Er det bedste virkelig, som erklæret herover, virkelig det “godes” fjende?

Hvad er “det gode?”

Det “gode” er alt, som jeg ønsker at gøre ifølge min menneskelige trang efter at være god og mild mod andre. Og hvis jeg har en ægte interesse i det, kan jeg gøre en hel masse godt. Mange mennesker dedikerer deres liv til at hjælpe andre og tilbyder det allerbedste, de har. Og disse gode handlinger er der brug for. 

Men denne menneskelige godhed involverer mine følelser, begrundelser og altid mit begrænserede perspektiv på situationer. Vi kan ikke se ind i menneskers tanker og hjerter, og vi kan slet ikke se ind i fremtiden på den måde, Gud kan. Med disse begrænsninger kan vor trang efter det gode komme til kort og ikke altid have den effekt, vi håber på. Udover det møder vi vor egen utålmodighed, hårdhed, selviskhed, ego og meget mere som begrænser vor “godhed.”

Fordi vi som mennesker også har en syndig natur. Midt i at gøre meget godt kan vi, hvis vi er ærlige, finde hvordan vor egen synd holder os fra “det bedste.” Måske er jeg bange for at gøre det, jeg ved er rigtigt, på grund af hvad andre siger. Eller jeg finder i al min travlhed, at jeg ville ønske at få lidt ære eller anerkendelse for min indsats, eller at jeg bliver utålmodig overfor de andre, selvom det kun er i mine tanker.

Lære at gøre “det bedste!”

Betyder det, at vi skal stoppe med at gøre det gode, fordi det ikke er “det bedste?” Slet ikke! Det er når jeg forstår, at jeg ikke kan gøre noget godt i min egen styrke, ikke noget uden at synden er til stede, at jeg med Guds hjælp kan lære at gøre “det bedste!”

Paulus skriver i Romerne 7:19: “For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” Før han mødte Jesus på vej til Damaskus, var Paulus lydefri ifølge den jødiske lov. Men da han mødte Jesus, gik det op for ham at hans synde-legeme kom i vejen. Selv da han prøvede dette mest, kunne han faktisk ikke gøre noget godt. Det gik op for ham, at så længe han gjorde noget i sin egen styrke, kunne de ikke have den bedste effekt, og at hvis han blev ved med at stole på sig selv, så var det gode faktisk fjenden af det bedste. Derfor blev det hans vidnesbyrd at alt hans eget – hans egen vilje, begrundelser, følelser, ego og arbejde – blev “korsfæstet med Kristus.” Det var ikke længere ham der levede, men Kristus levede i ham! (Galaterne 2:20). Og det var den eneste måde at gøre tingene på “den bedste” måde.

Dette betyder, at da han fandt sin indre synd, som forhindrede ham i at gøre “det bedste,” bragte han det i døden ved åndens kraft. Han ofrede al der kom fra ham selv. Med andre ord, sejrede han i fristelsen i kraft af Helligånden, så snart han blev klar over den. Og ved at bringe denne syndige natur i døden, var det faktisk ikke hans gerninger, han gjorde, men Kristi liv kom frem i ham! (Læs Romerne 7 og Filipperne 3).

Så kommer min “hjælp” for andre ikke fra mit egen menneskelige “visdom,” meninger og begrundelser, men den ledes af ånden. Det synes endda nogle gange at gå imod det som synes at være mine bedste menneskelige standarter. Men når jeg gør, det ånden minder mig om at gøre, ser jeg, at det giver resultater som bringer fred og hvile.

En perfekt måde

Jesus efterlod mange eksempler på “det bedste.” Hans vidnesbyrd var, at han ikke kunne gøre noget af sig selv, men det han så sin himmelske fader gøre, det er hvad han praktiserede (Johannesevangeliet 5:19). Jesus så at med en menneskelig forståelse, kunne han faktisk ikke opnå noget godt. Han satte sin lid fuldstændig til hans faders retning, og så var han i stand til at handle på den bedste måde i enhver situation, selvom det ikke altid gav mening for de som var omkring ham.

Vi ser også Marias eksempel på at vælge det “bedst.” Martha havde meget travlt med at betjene sin gæst, hvilken er en god ting at gøre. Dog havde Martha en uro og prøvede så meget på at gøre et godt indtryk, at hun ikke indså at det på dette tidspunkt var “bedst” at høre Jesu livets ord, som Maria gjorde. Maria forstod, at hun skulle være Jesus nær og bruge muligheden til at høre hans ord (Lukasevangeliet 10:38-42).

Hvis vi har en trang efter det bedste, så vil Gud hjælpe mig, så jeg også kan komme helt ud af min egen styrke. Han ønsker ikke kun at vise mig en bedre vej, men en fuldkommen vej, så det gode jeg gør bliver det allerbedste. Hans første interesse er, at jeg kommer fri fra den synd som bor i mit eget kød. Derefter bliver jeg forvandlet til sønnens billede, og hans liv begynder at komme ud i mine handlinger og ord. Så er jeg en velsignelse for de andre, fordi jeg tjener Gud alene og mine gerninger bliver fuldkomne ifølge hans vilje.