Opdage og maksimere de unikke talenter Gud har givet mig

Lignelsen om talenterne: Prøvelser er også talenter

I lignelsen om talenterne (Matthæusevangeliet 25,14-30) fortæller Jesus om en herre, der gav hver af sine tjenere et forskelliget antal talenter (en sum penge) at tage vare på. Hensigten var, at de skulle få en fortjeneste til herren med det, som var blevet dem betroet.

Der siges ofte, at talenterne i lignelsen skal forestille vore evner og stærke punkter, som når vi siger at nogen er meget talentfuld. Men talentene repræsenterer også de forhold, Gud har givet mig i livet, muligheder hvor jeg kan udføre Guds vilje.

Nu skal jeg se på mig selv og mit liv gennem Guds øjne: Hvorfor gav han mig denne krop? Denne personlighed? Disse evner? Denne familie? Disse omstændigheder? Kan jeg se, at de er talenter som er blevet mig betroet? Prøvelser og vanskeligheder eller gode tider og velstand – alle er muligheder som Gud har betroet mig personligt! Når jeg har fået mange udfordringer, betyder det faktisk i Guds øjne, at jeg har fået mange talenter; mange prøvelser betyder, at jeg er meget talentfuld! Og jeg er den eneste der kan udføre disse opgaver, fordi mine forhold er helt unikke i henhold til Guds hensigt og planer.

Gud stoler på mig, at jeg skal bruge disse muligheder for at komme til udvikling og vækst og få evigt indhold, og han har givet mig, de værktøj, jeg har brug for for at gennemføre det. Hvis jeg er villig, giver Gud mig sit ord for at lære mig, hvad jeg skal gøre, og Helligånden giver mig styrken til at udføre det. Jesus er gået foran som en forløber for at vise mig vejen. I hver situation, med hver talent jeg har fået, kan Guds navn blive forherliget (som Jesus gjorde i Johannesevangeliet 12,27-28), Guds vilje kan gøres (som Jesus gjorde i Lukasevangeliet 22,42) og jeg kan få en «evig fylde af herlighed» (Andet Brev til Korintherne 4,17-18).

At holde regnskab med de talenter jeg har fået

I lignelsen måtte tjenerne holde regnskab med de talenter, de var blevet betroet. To af dem havde forvaltet dem klogt, så de havde fået fortjeneste. Dette kan sammenlignes med at bruge mine omstændigheder for at få evige rigdomme. Guds investering i mig er, at han har givet mig en krop og omstændigheder, hvor jeg kan gøre hans vilje. Den fortjeneste han forventer i retur er, at synden bliver udryddet skridt for skridt i mit liv, og at den bliver erstattet med en ny skabning: dyderne, åndens frugt (Galaterbrevet 5,22), evigt liv (Johannesevangeliet 12,25; Romerbrevet 2,6-7), og fremfor alt, at Gud igennem alle disse ting bliver herlig-gjort med mit legeme og igennem mine situationer.

Herren roste de to første tjenerne og sagde: «Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!»

Men den tredje tjener som havde fået ét talent, havde gravet den ned og havde ingenting at vise, for det der var blevet givet i hans varetægt. Mesteren var meget utilfreds med ham og kaldte ham ond og doven, og sagde: «Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.»

Dette kan virke hårdt og uretfærdigt. Trods alt havde han fået færrest talenter af alle de tre tjenerne, og han gav det tilbage, han havde fået, ikke sandt? Men meningen var, at han ikke havde brugt det talent, han havde fået; han var doven og ikke villig til at gøre noget arbejde. Ikke bare havde han fået fortjeneste, men talentet var sandsynligvis skadet og råddent fra at blive begravet i jorden. Mesterens dom var helt retfærdig og rigtig.

Bruge eller begrave de talenter jeg har fået

Talenter kan variere. Sig at jeg er meget god til noget. Bruger jeg disse evner til at velsigne andre, til at gøre det gode for at hjælpe og vise vej i det gode? Eller «begraver» jeg dem ved at bruge dem på mig selv, til min egen gevinst? Sig at jeg oplever prøvelser som sygdom, økonomiske vanskeligheder eller misforståelse og bagtalelse. Bruger jeg dem til at sejre over klage, tvivl, modløshed osv. som næsten altid kommer fra synden i mit kød i sådanne forhold? Ser jeg muligheden som et unikt talent, som jeg kan «forvalte», sådan at jeg får åndens frugt som taknemlighed, tro, glæde osv. eller «begraver» jeg den ved at give efter for synd og ikke få noget af evig værdi i prøvelsen?

Hjælp for livet i lignelsen om talenterne

Jeg er i samme position som den unyttige tjener, hvis jeg ikke har tjent noget i de situationer, Gud har givet mig, ligemeget hvad disse omstændigheder er. At gøre «ingenting» er faktisk det samme som at lade min naturlige tilbøjelighed til at synde vokse og blive betændt, sådan at slutningen er værre end begyndelsen.

Men nu kan jeg gøre noget med de muligheder, og nåden Gud har givet mig. Resultatet af mine forhold, store eller små, lange eller korte, tunge eller lette, bør altid være at der skabes noget af evig værdi: der hvor der var utålmodighed er der nu tålmodighed; der hvor der var utaknemlighed er der nu taknemlighed; der hvor jeg kæmpede med at bære de andre er der nu kærlighed; hvor jeg var svag er jeg blevet stærk.

Så vil jeg høre disse fantastiske ord fra min Herres mund, ham som jeg har tjent hele mit liv: «Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!»

Du kan læse hele lignelsen om talenterne i Matthæusevangeliet 25,14-30.