Opmuntring i en travl hverdag

Nogle mennesker har en udstråling der kan give andre håb og mod midt i en travl og ofte udfordrende hverdag. Hvorfor har de så meget at give?

Jeg skynder mig stresset ned ad fortovet. Der er stadig 100 meter til undergrundsbanen. Klokken er 16, og jeg er på vej hjem. Store menneskemængder strømmer ned mod stationen.

Det er tydeligt, at jeg ikke er den eneste der prøver at komme hjem. En opmærksom forbipasserende ville sikkert kategorisere mig som mindre irriteret, eller i hvert fald fast bestemt og koncentreret, mens jeg stresset maser mig vej igennem mængden. Men det er jeg ligeglad med. Jeg er jo bare på vej hjem.

Den grønne mand blinker, og jeg krydser gaden. Men så lyser det op. Smilet. I skyggen fra løvtræernes kraftige kroner. Smilet i det kendte ansigt. Vi udveksler nogle ord og ønsker hinanden en fortsat god dag. Jeg skynder mig videre for at nå mit tog.

Hvad oplevede jeg lige nu?

Rullende ud fra stationen i en af togets mange røde stole har jeg god tid til at tænke. Hvad oplevede jeg lige nu? Hvorfor “stråler” nogle mennesker så klart? Jeg undrer mig over, hvordan nogle mennesker altid kan have et smil klar, når andre behøver det. Hvad er det som gør at nogle mennesker har så meget at give?

Jeg kender mennesker der har haft meget at bære—mennesker der er blevet ramt af sygdom, pludseligt og uforventet. Mennesker som er død i en ung alder, alt for unge efter menneskelige beregninger. Jeg kender mennesker, der kunne have haft mange grunde til at blive bitter, indadvendt, eller mismodig. Hvordan kan disse mennesker stadig være i stand til at give mig noget? Jeg har alt, hvad jeg behøver. Jeg er rask, ung, og lever i et land hvor jeg kan opnå stort set alt, hvad jeg vil. Jeg har mit liv og min fremtid foran mig. Hvorfor har disse mennesker så meget at give?

Hvem giver dig noget?

Jeg tror, jeg kender grunden. Jeg tror, det er fordi de er blevet Jesu efterfølgere. Hans disciple. De tror på, at alt der sker for dem virker til det bedste. (Romerbrevet 8:28). De ser ikke på tingene med et snævert perspektiv, som en dag, en uge, en måned, eller et år, men de ser med evighedsperspektiv. De har lært Jesus at kende som deres sjæls brudgom—en der har omsorg for dem. Derfor ønsker de også at leve et liv, som kan begejstre Jesus. Hvordan? Ved ikke længere at leve for at realisere sig selv, men i stedet for at realisere Guds vilje her på jorden, som den sker i himlen.

Er dette et liv værd at leve? Jesus spørger os om vi vil være lys i denne verden. Kender du sådanne mennesker? Mennesker som udstråler noget himmelsk—mennesker som lyser for dig? Som giver dig noget du ønsker at gribe i dit eget liv?

Det ønsker jeg—og ved Guds nåde har jeg også en længsel efter at leve et sådant liv. Mit håb er, at noget også kan stråle fra mig, så at den forbipassende der kun så en stresset studerende sidste gang, næste gang kan mærke denne dragende kraft, som jeg også mærkede. Så kan også jeg have noget at give.