Den sande fare ved at leve i et korrupt land

Midt i min frustration og vrede over det land, jeg lever i, fik jeg en vigtig åbenbaring: bøn for vort land er faktisk mit ansvar.

Skrevet af Gadiel Lazcano
Den sande fare ved at leve i et korrupt land

Korruption, mord, dårlig uddannelse, dårlig økonomi, straffrihed, menneskehandel, afpresning, væbnede røverier og så videre. Dette er bare nogle af de ting, jeg hørte om i min opvækst.

Jeg blev født i et land, hvor vi skal takle et utrolig stort antal problemer hver dag. Fattigdom og kriminalitet er udbredt. Jeg kan huske, at jeg som 10 årig fik en lang prædiken om, hvad jeg skulle sige og gøre, hvis jeg blev kidnappet. Det var meget svært at skulle tænke på sådanne ting i den alder. Selvfølgelig medførte alle disse problemer frygt, klage og mange bandede over regeringen, både i skole og derhjemme. Det virkede næsten som om alle prøvede at sige, at problemerne kun eksisterede på grund af regeringen. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke var enig med dem.

Jeg blev bitter og fuld af had mod regeringen og systemet. At høre om mennesker som blev berøvet og seksuelt misbrugt hver dag gjorde mig meget ondt. Denne smerte gjorde, at jeg levede i frygt, had og klager over andre mennesker. Jeg kunne ikke lide denne måde at tænke på, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre for at få det anderledes. Jeg blev endda selv berøvet et par gange, så det hjalp slet ikke.

Den nemmeste løsning for mig var at skylde skylden på regeringen eller nogle andre. Men for at være ærlig gav det kun mig en slags ubehagelig følelse af “fred” og min generelle indstilling var: “Det er ligemeget, i det mindste er jeg ikke problemet.”

Hvad hvis jeg faktisk er problemet?

Jeg mener, siden hvornår er det min skyld, at mennesker mister deres arbejde og bliver berøvet? Det giver ikke nogen mening vel? Og så huskede jeg, hvad en meget klog mand sagde engang: “Hvis det går dårligt i dit land, så bare se på dig selv” Og det er sandt! Hvad hvis det faktisk er min skyld? Lad os sige jeg kun er 0.01% af problemet. Ok sikkert, det kan jeg acceptere. Så hvad nu?

“Jeg formaner da først af alt til bønner og anråbelser, forbønner og taksigelser for alle mennesker; bed for konger og for alle i høje stillinger, så vi kan leve et roligt og stille liv, i al gudfrygtighed og agtværdighed. Det er godt og værdsat hos Gud, vor frelser, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden” Første Brev til Timotheus 2:1-3

Det begyndte at gå op for mig, at jeg faktisk var en større del af problemet. Paulus formaner os til at bede for de som har høje stillinger, og jeg bidrog ikke med bønner for vort land. Jeg begyndte at se dybere på mig selv, og Gud begyndte at tale til mig: “Hvem tror du vil bede for landet? Skulle de ugudelige bede? Forventer jeg, at de beder?” Hvem sit ansvar er bøn for landet så? Pludselig var problemet ikke kun 0.01% min skyld; det blev 100% min skyld.

“Hvorfor opstår der kampe og stridigheder blandt jer? Er det ikke, fordi jeres lyster fører krig i jeres lemmer? I begærer brændende, men opnår intet; I myrder og misunder, men kan intet udrette; I strides og kæmper, men opnår intet, fordi I ikke beder; eller I beder og får alligevel intet, fordi I beder dårligt, kun for at ødsle det bort i jeres lyster.” Jakobs Brev 4:1-3.

Når vi er fuld af fordømmelse, anklage og rede tanker om andre, er vi så ikke i lige så dårlige positioner som dem, vi dømmer? Vi kan bede Gud om at stoppe alle mord og utroskab, men Jesus sagde at enhver som hader sin bror er en morder, og enhver der ser på en kvinde for at begære hende allerede har været utro med hende i sit hjerte (Matthæusevangeliet 5:21-26). Vi skal begynde at fokusere på os selv og rense det onde ud, vi finder der, først. Når vi kommer af med al vor egen bitterhed, had, dømmesyge, urene tanker, osv., så kan vi begynde på løsningen ved roden af vort problem – vor egen synd og egoisme.

Så kan vi bede på en måde som er behagelig for Gud: “Herre, giv visdom til alle de autoriteter som styrer landet i retfærdighed; gør menneskenes hjerter bløde, så de kan få en bedre forståelse af godt og ondt og pas godt på uskyldige børn og mennesker.” Vi behøver ikke sige præcis disse ord, men når vi er i kærligheden, giver Gud os ordene om det, vi burde bede om.

Gud har brug for mennesker som er villige til at kæmpe i bøn for vore lande: “Jeg søgte én iblandt dem til at rejse gærde eller stille sig i murbruddet foran mig til værn for landet, for at det ikke skulle gå til grunde; men jeg fandt ingen.” Ezekiels Bog 22:30. Vi kan blive disse mennesker på vegne af vore egne lande! Først ved at starte med os selv og ved at tage denne bønnekamp op, om at Gud har sin hånd med i alt, og at han vil arbejde for det gode i vore lande.

Vore hænder skal forblive oppe!

Hvorfor beder vi ikke? På grund af vantro. Men andre ord, vi baserer vor tro på det vi ser og hører. Hvis vor tro er, at “korruption, kriminalitet og fattigdom tager over og at det aldrig stopper,” så er det klart tingene aldrig ændrer sig. Men har vi spurgt Jesus og faderen, om vi kan kæmpe sammen? Hvis vi gør det, så kommer vi til en helt anden indstilling og troens kommer ind i vore hjerter. På den måde modtager vi Guds visdom, og vi begynder at kæmpe sammen! Det betyder ikke noget, hvilket land jeg bor i. Det betyder ikke noget, om tingene bliver ti gange værre. Måske bliver tingene værre i starten, men hvis jeg giver op og mister min tro, hvem vil så kæmpe for landets sag? Vi skal holde vore hænder oppe, selv hvis tingene ser “forfærdelige” ud. Troen handler ikke om, det vi ser, men den sande vished om hvad vi ikke kan se endnu.

I Anden Mosebog 17:7-15 læser vi historien om Moses og israelitternes kamp mod Amalek. Så længe Moses holdt sine hænder oppe, havde Israel overtaget i kampen. Da hans hænder blev tunge, støttede Aron og Hur dem på hver sin side. Og de forblev der, indtil Amalek var besejret.

Hvilken utrolig historie! Gud sagde ikke til Moses, “Stå der og gør ingenting, og jeg vil knuse fjenden for dine øjne.” Nej! Moses kæmpede sammen med Gud og hans brødre for at holde ud. Hvis de havde mistet deres tro, ville de have tabt kampen, og fjenden ville have vundet. Det er det samme med os. Hvis vi mister troen for vort land, så går vi nedenom og hjem sammen med det. Hvis vi står og kæmper med opløftede hænder, så har vi en fremtid, fordi Gud har sagt det! Vi tror på den levende Gud! Han som har al magt i himlen og på jorden!

Lad os holde vore hænder oppe og kæmpe for Herren i vore lande! Vi er fuldstændigt afhængige af Gud og kun bøn vil redde os fra al kaos og lovløshed. Hvis vi som kristne ser vort ansvar til at tage denne kamp op sammen, kan vi gøre en forskel!

Måske er du interesseret i at lære mere på vor temaside om bøn, eller i følgende:

Skriftsted taget fra: www.bibelsselskabet.dk: "Læs i bibelen".