Retfærdig dom og ond dom – frelse og ødelæggelse

«Døm ikke efter det ydre, men fæld en retfærdig dom!» Johannesevangeliet 7,24.

«I dømmer efter det ydre, jeg dømmer ingen.» Johannesevangeliet 8,15. «Til dom er jeg kommet til denne verden …»  Johannesevangeliet 9,39. «Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden.» Johannes 3,19. «… ham dømmer jeg ikke. … Det ord, jeg har talt, det skal dømme ham …» Johannesevangeliet 12,47-48.

Ond dom – fordømmelse

Der er to forskellige slags handlinger der kaldes for «at dømme».

Den ene, den normale, er at bebrejde andre for noget man selv synes, de skulle have gjort anderledes. Man udtrykker så gerne sin forundring over at nogen kan gøre noget så forkert, som de har gjort, idét man da indirekte får plads til en ond selvros.

Denne dom står gerne i forbindelse med bagtalelse; det er en dom efter kødet, den smager af fordømmelse og ledsages af en ondt øje, had, avind og ubarmhjertighed.

Retfærdig dom – guddommelig dom

Den anden, den guddommelige, er at vidne om sandheden til gavn for de som hører det. Så er selve sandheden dommeren, mens det i første tilfælde er det onde fordærvede «jeg».

Den første er en ond dom. Den anden er en god [retfærdig] dom: Guds dom.

Den første har ødelæggelse for øje. Den anden har, nu i nådens tid, frelse som mål.

De som elsker Gud (lyset, sandheden, retfærdigheden, renheden), elsker dommen. Guds domme hjælper dem (Salmernes Bog 119, 43; Salmernes Bog 119, 52; Salmernes Bog 119, 120; Salmernes Bog 119, 156; Salmernes Bog 119, 175.)

De som har velbehag i uretfærdigheden og elsker løgnen, hader dommen fordi den vidner om, at deres sind og gerninger er onde.

De som ikke elsker dom, er ugudelig af sindelag.