Sabbatten og tienden – gælder de i dag?

Jesus ophævede ikke loven, men opfyldte den

Mange er i stærk tvivl om, hvorvidt de skal holde sabbattens lørdag, den syvende dag hellig, eller om det bare var for jøderne i den gamle pagt. Ingen kan fornægte, at sabbatsbudet havde en stor plads hos Moses og profeterne. Ja, helt fra skabelsen af blev den syvende dag helliget af Herren. Men mærkeligt er det, at det netop det bud blev Jesus anklaget mest for at have brudt.

Der er blevet sagt, at Jesus har ophævet sabbatsbuddet. Men det passer ikke med hans egne ord, når han siger: «Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.» Matthæusevangeliet 5,17. Altså er Jesus ikke kommet for at ophæve sabbatsbuddet, men for at opfylde det. Vi læser videre, hvordan Jesus opfyldte loven og profeterne: «I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd. … I har hørt, at der er sagt: ›Du må ikke bryde et ægteskab.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.» Matthæusevangeliet 5,21-22.27-28.

Sådan tog Jesus alle budene. Han opfyldte dem. Loven kom ikke med det fuldkomne, men det gjorde Jesus. Sabbatsbuddet var ingen undtagelse. I samme ånd kan vi tage det bud og sige: I har hørt der er sagt: Du skal holde den syvende dag hellig. Men jeg siger jer, at alle dage skal være hellige. Der står om sabbatten: «Hvis du tager dig i vare på sabbatten og ikke driver handel på min hellige dag, hvis du kalder sabbatten frydefuld og Herrens hellige dag ærværdig, hvis du ærer den ved ikke at gøre, som du plejer, drive handel og træffe aftaler…» Esajas' Bog 58,13. Når vi ser på det, de ikke måtte gøre på sabbatten, skal vi så ikke spørge: Har vi så lov til at drive handel og træffe aftaler de andre dage?

Sabbattens ånd – lovens bogstav

I den gamle pagt fik de seks dage at arbejde i. Der lavede de sine egne gerninger, men den syvende dag skulle høre Herren til, der skulle de varetage det, Herren havde varetaget. Mon Jesus tog det sådan? I Esajas' stod der, at de ærede dagen ved ikke at gå sine egne veje og ikke føre tom snak. Jesus opfyldte dette bud. Han ærede alle dage ved altid at tage vare på det, Herren ville have varetaget og ikke søge sit eget. I den nye pagt er vi blevet tjenere for ånd og ikke for bogstav (Romerbrevet 7,6). Dette forstod farisæerne ikke, og når Jesus ikke opfyldte bogstaven i sabbatten, anklagede de ham. Men han opfyldte altid sabbatsånden, selvom han arbejdede (Matthæusevangeliet 12,1-14; Markusevangeliet 2,23-28). Sådan også med de andre bud, da han ikke dømte kvinden som blev grebet i hor (Johannesevangeliet 8,3-11).

Selvom jøderne i den gamle pagt holdt sabbatten efter bogstaven, så holdt mange af dem den alligevel ikke. De var i en forkert ånd og havde ingen hvile. De ventede bare på at sabbatten var slut, så de kunne sælge korn og gøre efaen lille og sekelen stor og bedrage med falsk vægt (Amos' Bog 8,5). I dag er der mange mennesker der kaldes for søndagskristne. De lever i verdensånden, men om søndagen går de i kirke eller på møder, de holder andagter og ser fromme ud. Når derimod mandagen kommer, bliver de ved med at søge sit eget.

Apostlene var kommet ind i et helt andet liv, når de skriver: «Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud. Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!» Kolossenserbrevet 3,16-17. Dette gælder ikke bare lørdagen eller søndagen, men alle dage. At være ivrig for at holde sabbatten – den syvende dag – kommer af, at man er tjener for bogstaven og tager vare på dage, måneder, tider og år. Anderledes er det, med de som er blevet sønner. Gud har sendt sin søns ånd i deres hjerter, og i denne ånd lever og vandrer de – ikke én dag, men alle dage og tider (Galaterbrevet 4,16-11).

Umuligt at gå ind i hvilen under loven

Sabbatten er et tegn og et vidnesbyrd mellem mig og jer sagde Gud til Israel. De havde ikke hvile i Egypten og ikke i ørkenen, men sabbatsbuddet stod der og vidnede om, at Gud skulle føre dem til hvile i det lovede land. Men Josva magtede ikke at føre dem til hvile (Hebræerbrevet 4,8). De var ulydige og sluttede pagt med fjenden (Dommerbogen 2,1-4). Men nu forkyndes det glade budskab for os. «For den, der er kommet ind til hans hvile, har også selv fået hvile efter sine gerninger, ligesom Gud efter sine.» Hebræerbrevet 4,10.

«Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. … og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført» Første Mosebog 1,31; Første Mosebog 2,1-3). Havde alt ikke været godt, kunne Gud ikke have hvilet sig. Med Kristus kom tiden, da alt kunne sættes i rette skik, så vi kan være fuldkomne efter samvittigheden og hvile fra vore gerninger (Hebræerbrevet 9,10). De som ikke har en god samvittighed mærker dette. De har ikke hvile hverken lørdag, søndag eller mandag. Men de som lever i Kristi ånd og sætter sit legeme ind som et Gud velbehageligt offer, de går ved tro ind i sabbatshvilen hver dag. De hviler fra sine gerninger, som Gud fra sine (Hebræerbrevet 4,1-11).

Al denne diskussion om vi skal holde lørdag eller søndag er mangel på åndelig forståelse. Gud hvilede efter at have arbejdet, og der står ikke, at han begyndte at arbejde igen. Under loven arbejdede de, de kæmpede og sled, men de kom ingen vegne. De magtede ikke at holde den og kom ikke til hvile. Derfor siger Jesus: «Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.» Matthæusevangeliet 11,28-30.

Sabbatshvilen begyndte med Jesus. Han opstod på den første dag. Da begyndte en ny tid. Han giver hvile. Derfor kan det godt passe at have den første dag som hviledag. Menneskene har brug for en dag, hvor de kan være fri fra jordiske forpligtelser, så de kan få tid til at samles om Guds ord. For de som har åndelig forståelse, spiller det ingen rolle, hvilken dag de tager til det. For hver dag sætter han sit legeme ind om et offer for Guds vilje. Tjener han penge, så er det ikke i ærgerrighedens ånd og havesygens ånd, men i Kristi Ånd tjener han dem og forvalter dem (Apostlenes Gerninger 4,32; Første thessalonikerbrev 2,9; Efeserbrevet 4,28). Han går ved troen ind til hvilen.

Tienden: 10 % eller 100 %?

Det med at give tiende er også et problem for mange, netop fordi de er tjenere for bogstav og ikke for ånd. Men ud fra det som før er forklaret, forstår vi også det med tienden. I den gamle pagt, som jo bare var en skygge af de kommende goder, skulle de give 10 % til Herren, og de andre 90 % kunne de bruge efter sin egen vilje. Mon det var sådan Jesus tog det? Afskaffede han tienden? Nej, han kom med det fuldkomne; han gav sig selv og alle 100 % til faderen. Derfor lød budskabet fra hans mund: Ingen kan være min discipel, uden at han opgiver alt (Lukasevangeliet 14,33).

Hvornår snakkede apostlene om at give tiende? De siger: «enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver» Andet Korintherbrev 9,7. (Læs Andet Korintherbrev 8 og Andet Korintherbrev 9). Ja, siger du, men dette gælder frivillige gaver, og det kommer udenom tienden. Når du siger sådan, åbenbarer du netop, hvor stor trældom du er i. Tienden er ikke frivillig, den bliver så at sige krævet af medlemmerne. Ved at begrænse sig til at give tiende, er de ikke kommet ind i budets ånd.

At give i den nye pagt

Der står om Jesus, at han ikke holdt det for et røvet bytte at være Gud lig, men at han udtømte sig selv og tog en tjeners skikkelse på sig (Filipperbrevet 2,5-8). Det var frivilligt, at vor herre Jesus Kristus for vor skyld blev fattig, da han var rig, for at vi ved hans fattigdom skulle blive rige (Andet Korintherbrev 8,9). Skal vi være lemmer på Kristi legeme, så skal vi komme ind i frihedens fuldkomne lov. Her er tiende og nogle frivillige gaver utilstrækkelige, men vi skal give os selv først til Herren og til menigheden efter Guds vilje. Har vi givet os selv, så har vi også givet alt det, vi ejer.

Fuldkommenhed kommer ved Kristi ånd, og det er bedre at have samfund med én som ved Kristi ånd er et lem på Kristi legeme, end med hundrede tusind som træller i bogstavens gamle væsen. Det er bedre at modtage én krone givet af hjertet, end hundrede tusind givet af pligt og for et syns skyld.

Lad os derfor gøre os umage for at komme ind til hvilen (Hebræerbrevet 4,11-13).