Sagt af umyndige – en oplæring i tilgivelse

“Kære Gud, please giv drengen en chance til …”

Jeg kom tilbage til virkeligheden. Jeg så mig omkring, og undrede mig over om jeg havde hørt rigtigt. Min lille dreng, fem år gammel, sad på sine knæer og bad til en, som han vidste kunne hjælpe ham. Hans ord var intense, men troværdige. Han så sig stille omkring, da han var færdig. Så rejste han sig og sagde, “Mor, må jeg få en slikkepind?”

Jeg var stadig forundret over, hvad der var sket. Kæmpede med at forstå det hele. Og han var stille kommet videre.

En skræmmende oplevelse

Det hele var sket for under en time siden. Vi var på vej til vores bil efter en klasseudflugt for min ældste søn. Vores bil var parkeret langt væk. Vi så ned og koncentrerede os om revnerne i det gamle fortov, og gik i ukrudt til knæene, da vi hørte en pludselig bremselyd fra en stor lastbil som kørte i modsat retning. Alle hoveder kiggede op i refleks.

Det der skete bagefter, kunne ingen af os forudse. Chaufføren, der så ud til at være teenager rullede vinduet ned og råbe bandeord til os! Han råbte til os, at vi skulle “gå tilbage til hvor vi kom fra,” og så råbte han nogle flere høje fraser på et sprog, vi ikke kunne forstå. Han skræmte os alle sammen.

Det var eftermiddag og vejen var forladt, og et hurtigt kig på omgivelserne fortalte mig, at der ikke var hjælp i nærheden. Jeg bad en hurtig bøn, og vi gik hen til bilen. Jeg hørte lastbilen starte igen, og mit hjerte bankede. Jeg vidste ikke, om han vendte om for at komme tilbage. Børnene var bange. “Hvorfor råber han af os, mor?” “Hvad sagde han?” “Ring, far!” – forslagene kom slyngende, mens jeg prøvede at køre ud af parkeringspladsen.

At bearbejde det

Hvad var der lige sket? Hvad skulle jeg sige til dem? Hvordan skulle jeg forklare dem, at vi var blevet diskrimineret på grund af vores hudfarve? Ville dette have indflydelse på deres skole? Skulle vi skifte skole? Hvad hvis de fik mareridt? Hvad hvis chaufføren kom tilbage for at skade dem, når de gik hjem fra skole en dag?

Racisme havde endnu engang rette sit grimme hovede, når det var mindst ventet, og jeg var helt tabt for ord. Barndomsminderne af at blive mobbet for min hudfarve truede med at strømme ind og tage over. Jeg kæmpede mod de ængstelige tanker, der truede med at tage over, og bad til Gud om at hjælpe mig og give mig visdom til at vide, hvad jeg skulle sige til mine to små drenge.

“Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.” Jakobsbrevet 1:5.

Da vi kom hjem, snakkede vi om det. Jeg fortalte dem, at de aldrig behøvede at være bange for nogen. Jeg viste dem, hvad æblet i vort øje var og forklarer dem, at hvis nogen nogensinde lagde hand på dem, skulle de røre Guds øje.

“For thus says the Lord of hosts: “He sent Me after glory, to the nations which plunder you; for he who touches you touches the apple of His eye.” Zechariah 2:8.

Jeg fortalte dem også, at de aldrig skulle være bange for at stå op og kæmpe for at forsvare sig selv. Jeg gav dem hver forsvarsmekanik, jeg kunne komme i tanke om, som jeg aldrig brugte. Jeg gav dem en varmt knus, og vi begyndt at bede sammen. Jeg startede og takkede Jesus for at bevare os i sikkerhed, og bad ham endnu engang om at beskytte mine små drenge, og være sammen med dem og lade dem vide, at han altid var hos dem.

Fader, tilgiv dem

Så kom den lille stemme: “Kære Gud, please giv drengen en chance til…”

Og så kom det virkelig til mig. Det var en bøn lignende en, der var blevet bedt for mere end 2000 år siden.

“Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.«.” Lukasevangeliet 23:34.

I min retfærdige harme havde jeg glemt at tilgive. I det lange løb var det alt, der betød noget for evigheden. At reagere som Jesus ville. Der skulle en lille dreng til at minde mig om det; jeg lærte noget, jeg aldrig vil hjemme – “sagt af umyndige.”