Sandheden om tilregnet retfærdighed

«Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.» Romerbrevet 4,3. Dette er sagt om Abraham, da Gud lovede ham at han æt skulle blive som stjerne i mangfoldighed. Var det Abraham der troede på den tilregnede retfærdighed? Nej, han troede på Guds løfter, og det blev regnet ham til retfærdighed. Det var Gud, der regnede sådan.

Løftet til Abraham var, at han skulle få en søn. En der skulle udgå fra hans eget liv (Første Mosebog 15,4). Han troede på Gud, ikke på sin egen kraft. Han troede, at Gud ville give ham en virkelig søn, ikke en tilregnet. Når Abraham troede det, regnede Gud som «kalder på det, der ikke er til, så det bliver til», allerede med at han havde sønnen (Romerne 4,17).

Fra tilregnet retfærdighed til en prøvet tro

Troen skulle prøves, og Abraham og Sara måtte vente på løftet til deres egen kraft var udtømt. Abraham så på deres uddøende legemer, men blev ikke svag i troen. For troen har ikke noget med egen kraft at gøre. Han gav Gud æren og kom ikke på skam. Han fik Isak i sandhed – en søn som udgik fra hans eget liv.

Dette tager apostlen som et forbillede for os. Vi har evangeliets løfter. De går ud på «føre jer frem som hellige og lydefrie og uangribelige for sit ansigt». Kolossenserne 1,22-23. Disse løfter får vi forkyndt for os, mens vi er ugudelige og syndere. Tror vi da på Guds løfter, som Abraham gjorde, så regner også Gud os det til retfærdighed.

Vi har ikke gerninger, men vi tror på ham som retfærdiggør den ugudelige. Ham regnes hans tro til retfærdighed (Romerne 4,5). Er det så den tilregnende retfærdighed, vi tror på? Nej, det er på en virkelig personlig retfærdighed, som skal udgå fra vort eget liv, og vi tror, at det er Gud som skal gøre den forvandling med os, præcis som Abraham. Han da som kalder på det som ikke er til, som om det var til, han ser os allerede sådan, som vi tror, han er mægtig til at gøre os. Han regner vor tro på ham, os til retfærdighed, og vi skal ikke komme på skam. Han skal opfylde sit løfte for os. Men vor tro skal også prøves. Også vor egen kraft skal udtømmes før løftet opfyldes. Når vi har prøvet at sejre og er blevet sønderknust over vor udugelighed, så kan Gud komme til med sin kraft (Andet Korintherbrev 12,9).

De fleste taber troen, når de ser på sig selv, og så giver de det hele op. De siger: Vi skal nok være tilfredse med den tilregnede retfærdighed. Vi er bare mennesker og kan ikke blive noget andet. Det er godt, at Gud tilregner os Jesu liv, osv. Sådan rejser massevis af prædikanter rundt og forkynder den tilregnede retfærdighed, og at de ikke skal se på sig selv. Dette er jo på ingen måde Abrahams tro.

En sand og synlig oplevelse

Den almindelige forkyndelse af den tilregnede retfærdighed bliver som om Abraham skulle have været tilfreds med en tilregnet søn, uden at få nogen. Dette bliver et forfærdeligt mørke og bedrag som tusinder på tusinder af mennesker lever i. Der forkyndes dem ikke evangeliets håb om sejr over synd, men der bliver forkyndt dem en tilregnet sejr, og de kommer til tro på en tilregnet retfærdighed og oplever aldrig at blive forvandlet til nye skabninger, så der udgår retfærdighed fra deres eget liv. Antikrists ånd har forfalsket evangeliet, så de som hører, aldrig oplever noget sandt og virkeligt. Det hele har de i troen, som kun bliver en fantasi. En sådan tro regner Gud dem aldrig til retfærdighed.

Nej, Abrahams tro gav ham en sand og synlig oplevelse. Sådan også i dag for de som har Abrahams tro. «Vi som tror på ham som reiste Jesus, vår Herre, opp fra de døde, han som ble gitt for våre overtredelser og reist opp til vår rettferdiggjørelse.» Romerne 4,24-25. Vi oplever, at han retfærdiggør os, så det bliver sandt og synlig for alle, at der fra vort eget liv udgår Kristi dyder.