Sejr over ensomhed

En dag for en tid siden blev min verden forandret brat. Min mand døde uventet, og livet blev med ét meget anderledes.

Det første chok var stort, og ganske længe var jeg ør og afhængig af hjælp og bønner fra familie og venner.

I løbet af de næste måneder blev min situation klarere, og jeg skulle forholde mig til mange nye realiteter, blandt andet at lære at være alene. Det gik op for mig, at jeg for første gang i over 44 år ikke længere var en del af et «par»! Nu var der ingen ledsager der ventede på mig hjemme, ingen at snakke med, ingen at planlægge den næste tur sammen med. Jeg følte mig ensom.

Jeg skulle også tilpasse mig i hjemmet. I løbet af det næste år undgik jeg at sove på vort soveværelse. Det var specielt svært at lave mad. De ensomme følelser kom nærmest som panikbølger, udløst af for eksempel et bryllup, hvor der kom en masse minder om, hvordan det var før, eller andre sådanne ting. Disse tanker var en plage for mig, og jeg hadede dem. Jeg måtte tage et opgør med dem, men hvordan?

Hvad siger bibelen om ensomhed?

Kong David oplevede også stor ensomhed og at føle sig forladt. Men han var ikke bare en kriger på slagmarken; han kæmpede også for sin tro! Han råbte til Gud i sin nød og desperation og fik styrke og håb til at gå fremover!

«Vend dig til mig, og vær mig nådig, for jeg er ene og hjælpeløs. Gør mit hjerte fri af angsten, og før mig ud af mine trængsler! Se min nød og elendighed, og tilgiv alle mine synder! Se, hvor mange fjender jeg har, de nærer et voldsomt had til mig. Bevar mit liv og red mig, lad mig ikke blive til skamme, for jeg søger tilflugt hos dig. Uskyld og retskaffenhed skal beskytte mig, for jeg sætter mit håb til dig.» Salmernes Bog 25,16-21

I stedet for at skyde skylden på Gud eller undre sig over «hvorfor mig?», holdt David sig nær til sin skaber i disse ensomme stunder. Det var også meget vigtigt for mig at føre en åndelig kamp for at få samme styrke og hjælp som fik David ud af fortvivlelsens afgrund.

Alene eller ensom?

At være alene og at være ensom er ikke det samme. Jeg kan være alene og leve et lykkeligt liv; og jeg kan være ensom selv midt i en folkemængde. Jeg indså, at jeg følte mig ensom fordi misundelse, bitterhed og selvmedlidenhed plagede mig med tanker som: «Alle andre er sammen med andre. Jeg er den eneste, der er alene og for mig selv.» Ensomhed er en sindstilstand, hvor jeg føler mig adskilt fra andre mennesker. Men hvis det er en sindstilstand, så kan jeg modstå sådanne tanker og nægte dem adgang til mit hjerte og liv. Så jeg gjorde det, som står i Andet Korintherbrev 10,5 og bragte «enhver tanke til en lydig fange hos Kristus».

Andre vers, som for eksempel «Vær ikke bekymrede for noget,» (Filipperbrevet 4,6) havde tidligere hjulpet mig med at omdirigere min tankegang, så jeg tog fat i et vers om taknemlighed: «sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.» (Første Thessalonikerbrev 5,18) At være taknemlig kræver, at jeg overgiver mig og accepterer at det er Gud – og ikke mig – der har styringen. «Alt» betyder netop det: når jeg føler mig udeladt, når jeg har ondt af mig selv, når jeg føler, at jeg bliver krænket på hvilken som helst måde – det spiller ingen rolle, hvilket forhold det er! Jeg kan oprigtigt sige, «Tak, Jesus» for denne situation, fordi det er Guds vilje for mig! Det er det, jeg ønsker – at gøre Guds vilje så længe jeg lever! Det er en kamp!

Taknemlighed er det største våben

Nogle gange skal et enkelt «tak» være mere specifikt. «Herre, jeg er trist i dag, fordi det er vores bryllupsdag.» Så takker jeg ham bevidst for alle de mange år, vi havde sammen. Eller: «Herre, jeg har ondt af mig selv, fordi de andre er for optagede til at være sammen med mig.» Så tilføjer jeg: «Tak for alle de dyrebare venner du har givet mig!» Så beder jeg for dem ved navn, at Gud specielt må velsigne og hjælpe dem med de behov, de måtte have. Jeg har oplevet gang på gang, at når jeg bevidst tager denne kamp op for at være taknemlig, og afviser negative tanker, så må tristhed og ensomhed til sidst flygte, og jeg sidder tilbage med taknemlighed for den tid, vi fik sammen.

Jeg husker, at en taknemlig person ikke kan grave sig ned i selvmedlidenhed!

Tiden går, og nogle gange er det noget så enkelt som at se et gråhåret par der smiler til hinanden i en dagligvarebutik, som kan udløse mine følelser. Det minder mig om mit tab, at jeg er alene nu, og at jeg ikke skal vandre ind i alderdommen hånd i hånd med min kære. Til tider truer disse øjeblikke stadig med at tage over. Så husker jeg på, at en taknemlig person ikke kan grave sig ned i selvmedlidenhed! Og jeg er glad for at kunne meddele at dette våben – «Tak for alt!» – stadigvæk er til enorm hjælp, når jeg har brug for det dag efter dag!