Selvkontrol: Har jeg det?

Peter skriver om selvkontrol (besindighed), som fremgår i et liv der giver al omhu til at tilføje dyd til sin tro og som vokser i kærlighed (Andet Petersbrev 1:6-7). Og når Paulus beskriver, hvad åndens frugt er, nævner han selvkontrol som en del af disse åndens frugter (Galaterbrevet 5:22).

Undertrykker selvkontrollen de uvaner og tendenser i vor natur, som vi kender som synd? Det er åbenbart, at den selvkontrol som menes her, ikke er noget som en person kan eller skal opnå af sig selv. Det er heller ikke noget der afhænger af ydre ting.

Denne selvkontrol som Peter beskriver, fører os til gudsfrygt, til et liv for Guds åsyn. Allerede i det gamle testamente er vi blevet givet gode råd om et liv i tillid til Gud. “Stol på Herren af hele dit hjerte,
og støt dig ikke til din egen indsigt … Vær ikke vís i egne øjne! Frygt Herren, og hold dig fra det onde…” Ordsprogenes Bog 3:5-7. Nu leder ånden os på den vej, som Jesus har åbnet, en vej til fuldkommen frihed fra synd til at gøre Guds vilje i stedet for vor egen. Så er det blevet naturligt, at vi ikke længere stoler på vore egne idéer og indsigt.

Jesus selv havde en discipels øre, som hver morgen blev vækket af Gud selv. På den baggrund vidner han som følgende: “Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre …” Johannesevangeliet 5:19. Så har ånden i sandhed virket “selvkontrol”, så at det er gudsfrygt som bestemmer vore tanker, ord og handlinger. Denne slags selvkontrol lukker døren til det, som kommer fra kødet og til det som kommer fra sjælen – både vor egen og de andres. Det gør ikke kun ende på dårlige gerninger, men også på de gerninger som har gode intentioner.

Der var mange omstændigheder, hvor Paulus, på baggrund af menneskelig visdom og dømmekraft, kunne have sagt noget og grebet ind. Det er fascinerende at læse hans vidnesbyrd om hans liv, selvkontrol, åndelig fattigdom og gudsfrygt. Det er et faktum at nogen bliver rigere og rigere i Gud, samtidig med at han bliver ringere i sig selv, og at sådan en person på samme tid kan handle med fasthed og kraft. Det er et liv som ingen naturlig person kan forstå.

Johan O. Smith skrev engang: “For at Kristus skal være hovede, skal vi ingenting vide, ingenting forstå og ingenting dømme, indtil ham som er blevet givet al dom, gør sin vilje klar. Vi bliver ubetydelige og skal bære ubetydelighedens kors. For dem som tænker, at de ved noget, er dette et hårdt kors at bære! Dog er sjælen sat ud af funktion, og åndens fattigdom har taget dens plads. Kristus er så hovedet, og med mit ‘kloge hoved’ tjener jeg blot som modtager for Jesus Kristus, Ypperstepræsten. Vi ved ingenting, besidder ingenting og kan ingenting foretage os. Mine gerninger forsvinder, og Guds gerninger kommer frem.”

Kan den selvkontrol, som leder os til et liv i Gud, beskrives dybere end dette? Det leder os til et liv, hvor vi konstant, her og nu for Guds åsyn, hører hans ord og opdager de gerninger, han giver os.

Lad dette optage dit og mit sind, specielt i forbindelse med vort dagligliv.

Denne artikel blev først publiceret på norsk i BCC's tidsskrift “Skjulte Skatte” i oktober 2015, med titlen “Fristelse – Gudsfrygt.”

© Copyright Stiftelsen Skjulte Skatters Forlag