Skylde skylden på andre

Det har været et problem siden menneskehedens begyndelse, og jeg blev mindet om det, da jeg læste en avisartikel for nylig.

Der var en influenza-krise over vinteren 2017 i England med tusindvis af aflyste operationer, fordi virussen resulterede i, at hospitalssengene blev fyldt op af de ramte. Man kunne antage, at “lederne ville lede” og finde en måde at løse dette problem på. Dog stod regeringen fast på, at de havde givet "the National Health Service" flere penge, end de nogensinde havde modtaget i historien” til at købe flere senge og personale, (så det var ikke deres skyld). Præsidenten af "the Royal College of Emergency Medicine" blev rapporteret for at skylde skylden på regeringen for dens "manglende evne til at prioritere behovet for at øge midlerne" for NHS, (så det var heller ikke deres skyld).

Da Gud konfronterede Adam om, at han havde spist den forbudte frugt, skyldte Adam skylden på både Eva og Gud. “Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet …” (det var ikke hans skyld). Da Gud henvendte sig til Eva, beskyldte hun Satan, “Slangen forledte mig…” (så det var heller ikke hendes skyld), (Første Mosebog 3:11-13).

Resultatet af at skylde skylden på andre og ikke tage ansvar, resulterer i to ting:

1. Vore problemer bliver ikke løst.
2. Vi bliver svage og ineffektive.

Dette er både sandt i den naturlige verden og i vore åndelige liv.

Jeg ved dette, men jeg reagerede stadigvæk på helt samme måde som Adam for et par år siden.

En lignende hændelse

Ved et personalemøde lagde en lærer mærke til, at jeg havde lavet en fejl i vores system, og booket hende til at undervise to forskellige forelæsninger på samme dag. Dette var et stort problem, siden vore deltids-studerende rejser langt til vore forelæsninger og laver omfattende planer for at dække deres fravær, mens de er væk. Vi havde ingen ekstra personale til at dække den ekstra forelæsning, og at aflyse var ikke en valgmulighed. To sæt øjne vendte sig for at se på mig, men mit ansigt brændte. Og jeg sagde,

“Men du sagde til mig det ville være OK …”

Vi brugte over en time på at finde ud af, hvordan vi kunne løse problemet uden held. Jeg kørte hjem bekymret over hele situationen, og jeg var sur på mig selv over min refleks-reaktion om at beskylde andre for noget, som jeg blev mere og mere klar over, var mit ansvar. Jeg skulle have dobbelt-tjekket en dato, og det havde jeg ikke gjort.

Jeg kunne ikke sove den nat, for min hjerne stadig prøvede at finde en løsning på en umulig situation, så jeg blev nødt til at bede. Jeg erkendte min fejl for Gud og indrømmede, at jeg havde prøvet at skylde skylden på andre, og jeg bad om hjælp til at finde en løsning. Så gjorde jeg det, jeg skulle have gjort på personalemødet, jeg undskyldte overfor min kollega:

“Jeg er ked af det rod, mine handlinger er skyld i.”

Så snart jeg havde sendte beskeden, fik jeg hvile, og jeg kunne sove. Da jeg vågnede næste morgen, svævede en løsning på situationen ned fra himlen og ind i mine tanker. Det var en fuldkommen og perfekt løsning og en forbedring af vores oprindelige plan. Vi behøvede ikke at aflyse en forelæsning. Min kollega havde ikke to forelæsninger på samme tid. Ingen studerende behøvede at ændre deres planer. Vi behøvede ikke at finde en vikar til at dække ind.

Da jeg fortalte min kollega det, sagde hun, “Hvordan kan det være, at vi ikke tænkte på dette i går?”

Løsningen blev ikke fundet i går, fordi jeg skulle tage skylden på mig og undskylde. Jeg skulle ydmyge mig selv for Gud og indrømme, at jeg havde lavet en fejl og stoppe med at prøve at forsvare mit ry.

Sandheden skal gøre dig fri

Vi skal ikke være bange for at gøre det rigtige. Når vi roder os ud i noget, skal vi ikke rode os dybere ned i det for at undgå konsekvenserne. Hvis vi erkender skylden for problemer, som er vort ansvar, får vi karakterstyrke, og vi kan rense syndens rod ud som stadig bor i os, selv som disciple. Gud kan ikke bruge mennesker som gemmer sig fra sandheden om sig selv.

“Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” Johannesevangeliet 8:31-32.

Resultatet af denne vedvarende renselse er, at vi forbliver nær Gud, og vi lærer at høre og adlyde ånden i hver detalje i vort dagligliv. Vi bliver nådesløse overfor vore egne tanker og følelser, som går imod Guds vilje, og bliver mennesker som Satan frygter, fordi han ved, at vi ikke går på kompromis med sandheden og ikke har noget i os selv at forsvare.