Virkelighedsnær, men ikke bange

I begyndelsen af april blev der publiceret en rapport om resultaterne af det italiensk-baserede Al company Expert System. De havde undersøgt titusinder af social media indlæg for at måle offentlighedens forandring i forhold til COVID-19. Det de fandt var ikke overraskende; at for fjerde dag i træk var frygt den mest dominante følelse udtrykt i indlæggene. “Der er mange grunde til, at frygten vokser,” skrev teamet i deres daglige status.

Ja, der er mange grunde til at føle frygt, at være bange for hvad der kommer til at ske. Rapporten understregede at udover frygt for at dø, er frygt baseret på ikke at viden, hvad planen er, eller hvordan regeringerne finder en vej fremad.

Føle sig rolig

Der var et tidspunkt, hvor jeg læste disse rapporter og havde ondt af disse uheldige mennesker som ikke troede på Gud, ingen forventning om et “liv herefter”, som kunne være en buffer mod frygt for fremtiden.

Grunden til, at jeg følte sådan, var fordi jeg har været en komfortabel selvtilfreds kvinde som hurtigt kan komme på gode vers til andre i svære situationer. Vers som:

“Vær ikke bekymrede for noget …” Filipperne 4:6-7.

Jeg havde altid fået meget kraft fra det vers, fordi det er et bud: det giver mig ikke et valg. Det fortæller mig, hvad jeg skal gøre – bede til Gud med min nød og foresprøgelser – så fortæller det mig, hvad der kommer til at ske – at Guds fred vil bevare mit hjerte og sind.

Jeg har praktiseret dette vers igennem mit liv, og det har jeg virkelig haft brug for. Det har reddet mig mange, mange gange fra den panik som kan gribe vore hjerter, når noget uforudset og u-velkomment bryder ind i vort liv.

Jeg havde denne tro, at så længe jeg var en discipel, troede jeg på, at Gud var med mig, ligemeget hvad der skete. Jeg blev en ekspert i det. Jeg vidste, hvordan jeg skulle tage forskellige situationer, og jeg tænkte, at jeg har styr på dette, så jeg kunne sige dette vers til andre uden at gå dybere ind i, hvad deres problem var.

Nu, selv med den globale reaktion på en virus, som slår relativt mange mennesker ihjel hurtigt, har jeg været rolig. Det har ikke helt været “det der kommer, kommer,” dog ved jeg, at ingenting kan røre mine hovedhår, hvis ikke Gud tillader det. Og det gælder også min familie. Jeg følte mig virkelighedsnær, men ikke bange.

Virkeligheden ramte

Men så ramte nedlukningen i UK. Først den tvungne isolation, begrænsningen af bevægelse, forbindelsen til venner, kollegaer og studenter på Zoom var fin og selv sjovt – indtil det gik op for mig, at fordi alle familiemedlemmerne i min husholdning er selvstændige, bliver vores indkomster skåret ned en efter en. Min mands kunder aflyser, mine patienter kan ikke komme til deres aftaler, min søns elever kan ikke komme til klaver …

Og hvis lejeren i vores lejebolig ikke kan betale, fordi han ikke kan på på arbejde – det er to lån vi skal betale fra vores hastigt reducerende indkomst.

Så ramte frygten pludseligt, kommende af side-døren, uforventet og hårdt – et fysisk slag der slog mig ud af den selvtilfredse tillid, at jeg havde angsten “slukket.” På et blink kørte mine tanker: vi kunne miste huset, miste vores pension, miste vore firmaer.

Jeg havde ikke forventet, at det ville ramme mig sådan. Jeg er en discipel. Jeg ved, mit liv er i Guds hænder. Jeg bliver ikke kastet frem og tilbage af andre menneskers bekymringer, mennesker som ikke har tro.

Så tror jeg virkelig på dette vers – vær ikke bekymrede for noget? Mærkeligt at jeg ikke er blevet fristet til at være bekymret over, om virussen angriber min krop, men jeg kan blive bekymret over at miste mit liv.

Der er en ting jeg aldrig må miste

Jeg var nødt til at tænke klart. Hvad er det værste der kan ske? Hvad hvis jeg dør? – Så skal jeg være sammen med Jesus. Jeg mister mit firma? – Jeg kan finde noget andet arbejde. Vi mister vores hus? – vi kan finde noget mindre. Åh, men hvis jeg mister min tro? – Dét er det værste der kan ske.

Min tro er blevet prøvet, så den kan overleve den rystelse der kommer med prøvelserne. Hvis jeg ikke får fristelsen, så får jeg ikke sejr. Jeg har måske ikke en anelse om, hvad der vil ske med mig eller min familie; jeg ved ikke hvilket retning Gud vil føre os i helbredsmæssigt, følelsesmæssigt eller økonomisk, men jeg ved, at min tro skal blive stærkere.

Ja, jeg blev overrasket over, at jeg blev fristet til at blive bange, men burde jeg det? Det har vækket mig til at blive mere årvågen: at lægge mærke til disse lumske selvtilfredse følelser, at udfordre mine bemærkninger, at udvikle empati for de som er bange og usikre. Det har slået mig ud af min komfortzone, og det er godt. Alt som prøver min tro er godt for mig. I disse usikre tider skal tillid til Gud være det vigtigste i mit liv, min dag og mine tanker, fordi uden har jeg virkelig mistet alt.