Styrer du dine tanker eller styrer de dig?

"Du har frie tanker." Disse ord kommer fra en kendt sang. Det er rigtigt når de synger, "Ingen forsker kan kortlægge dem, Ingen jæger kan fange dem." Tanker er også frie på den måde at, ingen udover dig selv ved hvad du tænker, og ingen udover dig selv kan ændre dine tanker—i hvert fald kan ingen vide om dem. Men er det virkelig frihed?

Min personlige erfaring var at mine tanker mere føltes som ubudne gæster, med uforudsigelig opførsel som prøvede at ødelægge hele "festen." Jeg ville vise dem vejen ud, men jeg kunne ikke klare det alene.

Gode råd var svære at finde.  Derfor bad jeg til Gud om hjælp. Mine venner bad også for mig. Kort tid efter det, kom det over mig:

Dette gjorde, at et skriftsted fik en helt ny betydning for mig, "Vore stridsvåben er nemlig ikke verdslige, men mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker. Med dem nedbryder vi tankebygninger og alt hovmod, der rejser sig imod erkendelsen af Gud, og tager enhver mennesketanke til fange ind under lydighed med Kristus." (2. Korinterne 10:4-5).
Denne nye måde at tænke på, var en åbenbaring fra Gud. Før kunne jeg ikke tænke sådan, men denne nye tankemåde gav mig kraft til at kontrollere mine tanker. Jeg kan vælge, om jeg giver en tanke lov til at blive i mit hovede eller ikke. Valget er mit! Dette gav mig autoritet.

Guds tanker for mig er fulde af fremtid og håb. "Alle tanker der ikke fører til håb eller tro er ikke fra Gud." Det har jeg hørt på et møde. Hver tanke der ikke giver håb, kaster jeg ud. Jeg er nødt til at være vågen, så jeg kan fortsætte med at være "chefen" i mit hovede. Gud giver mig kraft til at gøre dette, for han giver kraft til de svage.

Siden dengang er jeg ikke længere blevet overvældet eller hjælpeløs. Min fred og glæde er stadig voksende. Jeg kan sige som salmisten, "Han drog mig op af den brusende grav, af det skidne dynd, han satte min fod på en klippe, gav skridtene fasthed. En ny sang lagde han i min mund, en lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på Herren. (Salmernes Bog 40:3-4)