Sædemanden sår. Hvad sker der bagefter?

Det Jesus vil lære os i lignelsen om sædemanden

I lignelsen om sædemanden vil Jesus minde os, om det store ansvar vi har ved at høre Guds ord. Af den flok som hørte ordet, var det kun en fjerdedel der bevarede det og bar fuldmoden frugt. For de andre tre flokke var det mere eller mindre forgæves. Ville Jesus med denne lignelse lade os forstå, at ordet altid ville få en sådan modtagelse? Det ser sådan ud, og flere kendsgerninger taler for det. Vi ser, at menneske-hjertet er det samme i dag som dengang. Når det handler om at være bundet til verden og de ting som er i verden, så har det ikke forandret sig.

Frugten af århundreders forkyndelse er kun blevet en lille flok i forhold til den skare som har gudfrygtigheds skind, men fornægter kraften (Andet Brev til Timotheus 3,1-5). Når det er så vanskeligt at bevare det ord, man hører, og det mislykkes for så mange, kan vi så alligevel med fuld ret formane os selv og andre til at tage imod ordet? Kan vi give håb og tro for at det skal bære fuldmoden frugt i den enkelte? Ja, lovet været Gud! Alle som er født af Gud er ikke som en kastebold på livets oprørte hav, så man ikke ved om man havner på stenbund eller blandt torne som i lignelsen om sædemanden.

Tag imod ordet

Vi er af Gud sat ind på en stabil og jævn vej som fører til livet. Ingen af de som ofrer alt for Jesu skyld bliver gjort til skamme. Men de bange og feje er ligesom dem, djævelen tog ordet fra for at de ikke skulle tro og blive frelst. I stedet for at bruge ordet som er åndens sværd til at slå djævelen med, så var de så blødagtige og kampdygtige, at de gav op. Ordet havde fået sin spæde begyndelse ind i hjertet, men befalingen til at blive grundfæstet og rodfæstet i ordet blev ikke fulgt, og de blev et let bytte for den onde.

De på klippen kom lidt længere, selvom det ikke havde væde. Man kan være med uden af have slået rod, men hvilket bedrag. De glædede sig, og de troede og havde nok mange hyggelige stunder i menigheden, men havde ikke slået rod. Da prøvelsens stund som vi alle får vor del af, kom, faldt de fra. Hvorledes kan vi undgå en så forfærdelig skæbne? Ved at give ordet næring gennem bønnen og have inderlig samfund med de hellige, så giver Gud vækst, og vi får en rod som ikke rokkes.

Det som faldt blandt tidsler er de som hører. De havde fået et øre, så de hørte ordet. Tænk hvilken forret og hvilke muligheder Gud havde givet dem ved dette. Men hvordan gik det? Bekymringer, rigdom og lysterne kvælte det, så de ikke bar fuldmoden frugt. Djævelen gik af med sejren igen. Heller ikke her blev der noget førstegrøde for Jesus at hente. Måske vandrede de i livets bekymringer i mange år uden at give op, men der kom ingen fuldmoden frugt. Det er djævelens bedrag, at han vil vi skal nøje os med delvis sejr og næsten modne frugter. Men Jesus viste os kun et mål: fuldmoden frugt.