Tilgive fortiden og de mennesker der har såret mig

Barndomsminder – de varer hele livet. Billederne i mit hoved er levende og klare, og de knyttes til mine eksakte følelser i situationen ved både gode og dårlige oplevelser. Følelsen af sand under mine bare fødder på en sti der førte til barndommens lyksalighed. En perfekt sommeraften i skumringen, hvor jeg sidder på min cykel med fem gear der efterlader en støvsky bag mig. Og de dårlige minder er der, dog mindre fremtrædende.

Vrede var ikke fremmed for mig. Desværre fulgte der vold, angst og frygt i det frygtelige kølvand. Råberi var hverdagskost, og jeg var konstant i modus til at slås.

De mennesker som egentlig skulle elske mig mest, rev mine vægge af sikkerhed og tillid ned. I mit barnesind sidestillede jeg forholdet til min far med Gud. Jeg frygtede Gud på en usund måde, og tanken om Jesu genkomst gjorde mig skrækslagen. Alt jeg forestillede mig var ild, svovl og en dynge lava. Min automatiske reaktion hvis jeg havde gjort noget forkert var, at Gud er færdig med mig; han er vred på mig, og sådan er det.

Men som voksen hørte jeg versene i Jeremias' Bog 29:11. “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.” Dette vers, som jeg har hørt så mange gange, er kommet til mig i svære tider og har forandret den måde, jeg betragter mit forhold til Gud.

Holde fast ved tilgivelsen

Som teenager var anstrengte forhold, skænderier og vold kommet ind i mit liv. Jeg var færdig. Nok. Jeg satte spørgsmål ved livet og ved min eksistens. Jeg stirrede på en bro – mine tanker var fulde af selvmordsteorier, og jeg spurgte mig selv, hvad meningen med at leve var?

Det var først da jeg oplevede ægte kærlighed og omsorg fra en god ven, at jeg var i stand til at åbne op. Jeg begyndte at blive helbredt og blev opfordret til at tilgive.

I mit hjerte og sind besluttede jeg mig for at tilgive fortiden og de mennesker der havde såret mig så dybt. Uden virkelig at vide på det tidspunkt, hvad det krævede af mig, eller vejen der lå foran mig, men det blev et vendepunkt. Det var en ringe begyndelse, en beslutning. Det gik imod alt i mig. Jeg ønskede at ligge i en pøl af selvmedlidenhed og blev fristet til at blive vred og hadefuld, og det var ikke uden kamp. Da jeg voksede op, hørte jeg altid om tilgivelse i kirken: Jesus tilgav dem som forfulgte ham. Han gengældte ikke ondt med ondt, men med godhed og barmhjertighed. “Jeg tilgiver dig.” Det er let at sige, men Gud hjælper mig stadig med at holde fast på min beslutning.

“For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer.” Matthæusevangeliet 6:14. Gud er barmhjertig overfor mig, skulle jeg så ikke være det samme overfor andre? Selv dem som har såret mig og behandlet mig uretfærdigt? Jeg er langt fra fuldkommen, og Jesus har tilgivet mig for det, jeg har gjort forkert. Jeg var nødt til at tænke over disse ting.

Jeg vil ikke komme ud af denne beslutning om tilgivelse – eller lade bitterheden komme ind. Selvmedlidenheden er så tæt på. Der er mange gange, hvor jeg har lyst til at skrige: Hvorfor mig? Hvorfor dette? Der er så mange “hvorfor.” Hvor smertefuldt det end kan være at se tilbage og stille spørgsmål ved enhver detalje af min barndom – jeg vælger at tro, at Gud har planlagt mit liv perfekt, og han begår aldrig fejl. Når slutningen af mit liv kommer, vil Gud være i stand til at sige – "se, hun gjorde det!" Der er ingen undskyldninger.

Jeg har også oplevet, at Gud er utrolig god. Små beslutninger der virker ubetydeligt kan have stor påvirkning på, hvor mine veje fører hen. Jeg så alle de beslutninger mine søskende tog – og hvorhen de beslutninger førte. Gud har givet mig nåde til at undgå at tage dårlige beslutninger. Jeg tror, at hans hånd er over mit liv, og at mange beder for mig.

Bøn er afgørende

Jeg opdager mere og mere behovet for bøn. At bede om styrke – styrke til at holde fast og ikke give efter for de tanker. De mørke tanker, de triste tanker. Hvis jeg ydmyger mig selv og beder, vil stormen passere. Det ved jeg, den vil. Stormen passerer altid. Guds ord kan være et anker for min sjæl. Mine følelser er ikke sandheden, og jeg lærer at stole på Gud og ikke på mig selv. Ikke at give efter for symptomerne og følelserne. At minde mig selv om, at “det er alt, hvad de er – følelser.” De behøver ikke bestemme. Nogle gange er hele min krop imod mig, men det behøver ikke ændre min længsel! En længsel som jeg tror på, Gud har lagt i mit hjerte. Min længsel efter at tjene ham, til at være god, til at tilgive.

Tilgivelse er vedvarende for mig. Det er ikke op til mig at dømme, hade eller fordømme dem, som har gjort mig fortræd. Det er op til Gud, han er retfærdig (Femte Mosebog 32:4). Det er dog op til mig at leve mit liv i nuet! Jeg har så meget håb for fremtiden – at ved at tillade Gud at forandre mit liv fra den måde jeg er på, vil ingen skulle opleve det jeg gjorde. “Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre.” Kolossenserbrevet 3:13. Mit håb er, at andre kan smage godhed, kærlighed og medlidenhed fra mig. At de bliver behandlet med varme hænder og kan opleve et stykke af himlen. Hvordan er jeg, når andre mennesker møder mig? Hvem møder de? Jeg vil have forvandling i mit liv!