Tilgivelse og «meget mere» frelse

Den normale forståelse af frelse er, at vi modtager tilgivelse for synden, fordi Jesus døde for os. Det er jo begyndelsen, men frelsen består af så meget mere end det.

Syndernes forladelse er den ydre renselse, der renser os fra de synder, som vi har begået, sådan at de kan slettes én gang for alle. Men dette alene sætter os ikke i stand til al god gerning, som vi bør være (Andet Timotheusbrev 3,17). Der skal en indre renselse til, før vi er helt rene. Vi søger den indre renselse, fordi vi elsker Gud og vil få del i hans natur (Andet Petersbrev 1,3-4). Så vil vi først få del i «meget mere» frelse.

«Så meget mere frelses, ved at han lever»

Paulus skrev om frelsen i Romerbrevet 5,10: «For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever.»

Desværre er det lidt forståelse for at blive frelst så «meget mere». Hvad betyder det at blive frelst ved hans liv? Jesus sagde, «Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt.» Johannesevangeliet 15,5. Dette er åndens frugt, som vi kan læse om i Galaterbrevet 5,22-23, som er et resultat af at korsfæste kødet med dets lidenskaber og lyster. (v. 24) Hvis Jesu ånd bor i os, har vi kraften til at gøre dette.

For at læse mere om at have Jesu ånd boende i sig, læs denne artikel: Hvad er Åndens dåb?

Paulus formaner os i Filipperbrevet 2,12 til at arbejde på vor frelse med frygt og bæven. Men prøver vi ikke at frelse os selv så? Langt fra! Der står i næste vers, « For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje.» Filipperbrevet 2,13. Det er Guds nåde, for uden ham kan vi intet gøre (Johannesevangeliet 15,5).

Alle ønsker vel at være venlige, søde og tålmodige, men hvorfor er det så vanskeligt at leve dette liv i alle livets situationer? Det er på grund af synd – vor stolthed, vor egenvilje og lyster. Når Gud arbejder i os for at gøre hans vilje, og korsfæste vor egenvilje og selvoptagethed, er det let at sætte sig imod og være uvillig. Derfor siger Paulus videre, «Gør alt uden at give ondt af jer og uden indvendinger«. Filipperbrevet 2,14.

Fuld frelse: Indtag det lovede land

I bibelen kan vi læse om Israels folk som satte sig imod, da de skulle indtage det lovede land. Ved Guds kraft havde de forladt Egypten, som er et billede på verden, men da Gud bad dem om at tage kampen op og indtage det lovede land, begyndte de at klage, skændes og de gjorde oprør. Hvis Gud havde tilintetgjort fjenderne for dem, ville de gladeligt have indtaget landet, fordi de så, at det var et godt sted som bar rige frugter. Men de nægtede at adlyde, sagde det var for vanskeligt, byen var for stærk og kæmperne som boede der var for store. I stedet for «fuld frelse» – i stedet for at komme ind i det lovede land – blev de sendt ud for at vandre i ørkenen i 40 år.

Hvis de havde adlydt Gud den almægtiges arbejde i dem, ville de have besejret fjenden, sådan som Josva prefeterede. Da de blev bedt om at vende om og gå tilbage til ørkenen, ændrede de mening og ville indtage landet alligevel, men Gud arbejdede ikke længere i dem. De havde ikke nåde over sig og drev bort. Det kan vi læse om i Fjerde Mosebog, kapitel 13 og 14.

Så lad os ikke være tilfreds med at være blevet reddet fra Egypten (verden), for så at tilbringe resten af vort kristenliv med at vandre rundt i ørkenen, uden nogensiden at indtage det lovede land – Kristi liv med åndens frugter. Nej, lad os få del i denne «meget mere»-frelse ved tro og lydighed til Guds ånds tilskyndelser i os, sådan at vi ved ånden døder synden som bor i vort kød (Romerbrevet 8,13). Da skal vi leve!

Det er sand frelse!