Tro og modløshed – to modsætninger

«Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.» (Hebræerbrevet 11, 6)

Efter at have læst dette bibelvers nogle gange er jeg kommet frem til, at den tro der er tale om her, må være dybere end bare troen på Guds eksistens. Hvis ikke havde det været lidt forvirrende, for hvem gider at «træde frem for Gud» og «tækkes Gud», hvis man ikke engang tror, at han er til? Nej, det må være troen på noget mere, der bliver beskrevet her.

Det er troen på «at han lønner dem, som søger ham», der virkelig kan hjælpe mig i mit liv. Jeg må tro, at hvis jeg lever efter Guds vilje; kæmper imod synden og mine egne lyster, så kan han forvandle mit indre. Ting som altid har været umuligt for mig; at være tålmodig, taknemlig, elske alle mennesker, ikke blive skuffet eller irriteret – alt dette kan Gud lave om, sådan at jeg får et helt nyt indre. Vi læser om det, og det er måske ikke så svært at tro, når man ser på andre mennesker. Det er når jeg ransager mig selv, at jeg let mister modet.

«Men nu kommer det over dig selv, og så mister du modet, nu rammer det dig, og så gribes du af rædsel.» (Jobs Bog 4,5)

Modløshed er noget, jeg kender lidt til. Følelsen kommer ofte, når der er gået et lys op – når jeg pludselig bliver opmærksom på synden der bor i mig. Så tænker jeg, at jeg stadigvæk har alt for lang vej at gå. Jeg orker ikke at se for mig, hvor lang tid det kan tage, før jeg endelig kommer af med alle mine stygge tilbøjeligheder. Jeg tænker, at jeg aldrig kommer til at klare det. Sådanne følelser kommer ikke fra Gud, men det er djævelens værk.

Tro og modløshed, modløshed og tro – to modsætninger. Hvis jeg fuldt og helt tror på den forvanding Gud gør, og at den kan ske i mig, har jeg så grund til at blive modløs? Og hvis jeg er modløs, tror jeg så? Nej, jeg kan ikke påstå, at jeg har tro, hvis jeg samtidig tvivler! Visse ting kan bare ikke kombineres! Men hvordan kan jeg komme ud af denne modløshed?

Svaret er, at jeg skal ruste mig med tro, bruge troen som en våben imod modløsheden, der kommer af vantro. «Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile.» (Efeserbrevet 6,16) Det var nok lige præcis dette Abraham gjorde, da Gud lovede ham en søn. «Og uden at blive svag i troen så han, at hans krop allerede var uden livskraft – han var næsten hundrede år gammel – og at Saras moderliv var dødt; og han tvivlede ikke i vantro på Guds løfte, han blev tværtimod styrket i troen og gav Gud æren og var fuldt overbevist om, at det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre.» Abraham blev ikke modløs, selvom Guds løfte virkede helt usansynligt.

Her skal man bare vælge at tro, ruste sig med troens skjold, for hvis man skal følge sin egen fornuft, så kommer modløsheden nok ret hurtigt og tager over. «Troens skjold» er ikke kun troen på Gud, men på Guds kraft, der kan gøre et under i alle mennesker. Ja, ALLE, også jeg ­– uanset personlighed, fortid og natur ­– kan blive totalt forvandlet ved Guds hjælp. Gud er mægtig til at gøre under. Troen på dette er mit våben!

Ja, ALLE, også jeg ­– uanset personlighed, fortid og natur ­– kan blive totalt forvandlet ved Guds hjælp.