Troende – en uddøende race?

I norske Aftenpostens netudgave 3. april kan vi læse, at troen på Gud uddør langsomt i landet. Spørgeundersøgelser gennemført de sidste 25 år viser en udvikling, hvor stadig færre unge tror på Gud, og eftersom befolkningen skiftes ud vil troen på en guddommelig magt altså synke.

Skrevet af Inge Almås
Troende – en uddøende race?

I norske Aftenpostens netudgave 3. april kan vi læse, at troen på Gud uddør langsomt i landet. Spørgeundersøgelser gennemført de sidste 25 år viser en udvikling, hvor stadig færre unge tror på Gud, og eftersom befolkningen skiftes ud vil troen på en guddommelig magt altså synke.

Læs artiklen i Aftenposten her: Troen på Gud dør langsomt ut

Et naturligt spørgsmål vil da blive, hvad man tror på i stedet for Gud. Noget må man jo tro på. Jeg antager, at i vor oplyste og informationsmættede tid vil mange helt enkelt tro på mennesket. Da har mennesket altså nok i sig selv, og det har ikke behov for en skabende kraft at forholde sig til. Livskvalitet og en meningsfuld tilværelse opnåes ved at realisere sig selv og tilfredsstille de menneskelige behov.

Tager jeg udgangspunkt i mig selv som menneske, må jeg nok imidlertid sige, at jeg ikke finder meget at tro på. Jeg finder ingen kvaliteter eller egenskaber, som jeg kan bygge på for evigheden. Selvfølgelig er verden jo fuld af mennesker med langt bedre kvaliteter og evner. Måske finder disse noget i deres menneske, som de kan bygge på, og som kan bringe den evige lykke, de så gerne ønsker? Jeg må nok sige, at jeg har mine tvivl!

Hvorfor denne udvikling? Det er et paradoks, at i den periode, undersøgelsen dækker, har de fleste norske kirkesamfund arbejdet aktivt for at gøre sin forkyndelse mere «spiselig» for flest muligt. Når der tales om Gud, er det som regel udelukkende i egenskab af den tilgivende nådekraft. I denne forkyndelse favnes alle, også de som åbenbart lever stik i strid med Guds eget ord – og som heller ikke ønsker at ændre på dette. Den Gud som er dommer over synden, og som forventer menneskets omvendelse fra sit dårlige liv bliver gerne let overbærende betegnet som «den gammeltestamentlige Gud».

Hvor er den Gud, som kaldes Under, han som kan gøre under i selv de elendigste mennesker, rejse dem op fra synden og give dem kraft til at leve et nyt liv?

Dermed forenes de troende og de ikke-troende i det samme mantra: «Vi er bare mennesker». Hvad er så tilbage? Det er sandelig ikke mærkeligt, at der bliver færre troende!

Hvor er den Gud, som kaldes Under, han som kan gøre under i selv de elendigste mennesker, rejse dem op fra synden og give dem kraft til at leve et nyt liv? Hvor er den Gud, som Paulus og Silas var så begejstrede for, at de sang hans pris af fuld kraft – efter først at være blevet tugtet og kastet i det inderste fangehul?

Denne Gud findes fortsat, og han er i går og i dag den samme. Han vil inderligt gerne vise sin godhed mod hvert menneske. For de som ikke vil lære ham at kende forbliver han en teori, et teologisk eller filosofisk begreb. For de derimod, som i levende tro tager imod ham og hans ord, åbenbarer han sin herlighed og sin kraft til frelse. Han giver dem alt de har brug for, for at sejre over synden hver eneste dag. For disse mennesker bliver hverdagen aldrig den samme igen. Jeg ved det, fordi jeg selv oplever det.

Denne Gud er værd at tro på!

 

 

Skriftsted taget fra: www.bibelsselskabet.dk: "Læs i bibelen".

Download gratis e-bog

Jeg er korsfæstet med Kristus

Skrevet af Elias Aslaksen

Dette hæfte er baseret på det, som Paulus skriver i Galaterbrevet 2,19-20: «Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig.” Her forklarer Elias Aslaksen hvad dette betyder, og hvordan læseren kan have samme vidnesbyrd som Paulus i sit eget liv.