At være discipel er en meget personlig sag

Som discipel melder man sig på en livslang uddannelse, hvor man lærer af Jesus med hensigten at blive som ham. Vi møder Raymond, som hver dag personligt oplever resultaterne af denne livsforvandlende undervisning.

«At være discipel er det vigtigste i mit liv; det er drivkraften til at være kristen. Det har jo reddet mit liv.»

Da han var 19 år, bestemte Raymond sig for at følge Jesus. Han fik tro til helt at forlade det liv han havde levet hidtil med rygning, tyveri, involvering i narkotika – livet som en «gadedreng», som han beskriver det, hvor han var med i en kriminel bande der ikke havde nogen form for omtanke for andre.

«Vi levede jo egentlig som vi selv ville, og vi gjorde hvad vi selv havde lyst til. Vi havde gang i en del småkriminalitet og gjorde mange dumme ting», fortæller Raymond eftertænksomt mens han reflekterer over sit liv teenageliv.

«Men midt i alt dette havde jeg en stor længsel efter Gud indeni. Jeg følte ofte at jeg var virkelig tiltrukket af ham, selvom jeg levede et ulykkeligt liv. Jeg gik jævnligt for mig selv, græd og bad til Gud om at han måtte gribe ind og hjælpe mig.

Jeg vidste ikke hvor jeg skulle begynde eller hvad jeg skulle gøre. Da jeg var 18, købte jeg en motorcykel, fordi jeg troede det ville holde mig væk fra det dårlige miljø, men jeg havnede bare i en motorcykelbande, så det hjalp ikke. Alt dette skabte en stor nød i mig.»

En livsforvandlende beslutning

Raymonds far var kristen. En dag da Raymond var i byen og solgte narkotika, så han en ven af faderen komme mod ham.

«Jeg ville jo ikke skuffe min far, så jeg gemte mig. Mens jeg stod der, slog det bare ned i mig: Nej, nu er det nok! Nu må jeg begynde et nyt liv! Jeg må have sagt det højt, fordi jeg husker at jeg så en mand i nærheden som nikkede til mig. Jeg vendte mig om og så tilbage, men så var han væk. Så jeg er sikker på at Gud sendte en engel for at hjælpe mig. For der er en mægtig kamp om hver sjæl. Når en sjæl omvender sig, er der fest i himmelen. Så når et menneske har en trang, så vil Gud gøre hvad han kan for at rejse det menneske op igen.»

Den dag bestemte Raymond sig for at sætte en stopper for det han havde gjort og begynde en helt ny retning i sit liv – et nyt liv.

«Jeg gav hele mit hjerte frivilligt til Jesus, og ganske hurtigt herefter blev jeg en discipel. Jeg forstod at hvis der skulle være nogen fremtid for mig, så måtte jeg være en discipel.»

Disciplens længsel

Der er gået 35 år siden Raymond tog den vigtige beslutning. Mens vi sætter os ned med ham for at høre mere om hvad discipeluddannelsen indebærer, lægger vi mærke til at vi taler med en mand som har en styrke fra Gud. Ikke bare synligt og udadtil, men også indvendigt, og det er et resultat af en kontinuerlig, livslang uddannelse som han fortsat er aktivt engageret i.

«Disciplens trang er en hunger og nød efter at komme længere, for at blive sin mester lig. Jeg elendige menneske! (Romerne 7,24) Det er sådan en discipel har det i sit hjerte. Du føler at selvom du er en discipel, så har du en natur, og der er ting du bør overvinde og kæmpe mod. Du længes efter at komme ind i det samme liv som Jesus levede, fordi du oplever at du må have mere end det du selv har.

Du får en stor nød i dit hjerte for at få noget nyt. En discipel beholder denne nød hele sit liv, for der er altid mere at strække sig ud efter. (Filipperne 3,12-14)»

En personlig åbenbaring om Jesus

Sådan har Raymond haft det indtil i dag. Men for at kunne komme til dette dybe behov for personlig forvandling, må selverkendelse til – en bevidsthed om ens egen syndige natur. Raymond fortæller hvordan hans egen styrke måtte nedbrydes for at kunne se sin «egen elendighed».

«Nogle år efter at jeg gav mit hjerte til Jesus, kom en tid hvor man kan sige at Gud nedbrød mig, så at jeg skulle forstå at det ikke er af egen kraft, ikke min egen styrke, at jeg får sejr. Jeg var begyndt at læse meget i Guds ord; jeg var frimodig, eftersom jeg forstod læren, men Gud ville vise mig at ren kundskab ikke var nok. Jeg måtte få dette ved at tro.

Jeg var under Guds tugt. Jeg faldt ikke i synd og begyndte ikke at synde, men jeg blev brudt ned, ligesom Job. Jeg kom ind i stor nød og forstod at jeg måtte ydmyge mig. Og blive fattig i mig selv. Jeg havde brug for åbenbaring; jeg havde brug for Guds virkninger.»

I løbet af denne tid kom Raymond virkelig til at forstå hvem Jesus, hans Mester, egentlig var.
«Jesus åbenbarede sig for mig: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. (Matthæus 11,28) Så jeg forstod at jeg måtte komme til Jesus og lægge byrderne på ham, og forvente svar fra ham, og at han ville komme og hjælpe mig. Jeg gav mig ikke.

Og så fik jeg også at se hvilken person Jesus var, hvad han gjorde for mig, da han kom herned. Han gav sit liv for mig; Han gav sit hjerteblod, så det kan lykkes for mig at gå den samme vej. Han har åbnet en ny vej for mig, så jeg kan følge i hans fodspor. Han kan føre mig frem; han kan bønhøre mig, og han kan give mig hjælp.

Jeg følte at jeg fik en ægte hjerteforbindelse med Jesus. Jeg har fundet skatten i marken. Det er Jesus. At være discipel er en meget personlig sag. Det er ikke bare noget man gør, fordi det er fint og noget jeg gerne vil, men du må have en personlig åbenbaring, en personlig overbevisning om at Jesus lever, en vished om at Jesus er virkelig og nær dig. Du får et dybt indvendigt samfund med ham. Et samfund som du er meget bange for at miste. Det fører til fred og glæde midt i at der er kamp og tugt og strid.»

En livslang uddannelse

«Som discipel oplever man stadig udvikling på forskellige områder. Ånden åbenbarer stadig nye ting om dig selv og minder dig om ting du skal arbejde med. Det jeg synes er det mest interessante i discipellivet er at man bliver mere og mere fri fra alt det besværlige. Man bliver langt mere afhængig af Åndens virkninger, og man er meget mere rettet mod det som Gud ønsker at sige til en. Når jeg er i en situation, er jeg mest ude efter at høre hvad Gud vil sige, ikke hvordan den ene eller den anden opfatter det. Som discipel lærer man at fokusere mere og mere indad.

Da Jesus var næsten fuldendt, sagde han at han ikke kunne gøre noget af sig selv, bare det han kunne høre af sin Far. (Johannes 5,30) Det er noget vi må udvikle os til som disciple, så vi ikke er så hurtige til at reagere, til at drage konklusioner og til at dømme andre.»

Raymond nævner et eksempel fra dagen før; en samtale mellem ham og hans kone. Han havde udtalt sig om nogen, bare en enkelt kommentar, men indså derefter at kommentaren viste at han havde været lidt fornærmet.

«Måske var jeg lidt hidsig eller for hurtig til at svare. Måske måtte jeg gentage mig selv et par gange, men vedkommende hørte fortsat ikke hvad jeg sagde, og jeg blev lidt irriteret. Måske så jeg ikke synden der kom frem, da det skete, men bagefter, når jeg bliver gjort opmærksom på det ved Ånden, er det en sorg i mig, når jeg ser at jeg ikke har mere tålmodighed, mere kærlighed og bæreevne. Jeg giver dommen medhold: Ja, jeg var irriteret. Jeg manglede langmodighed. Når jeg giver dommen medhold, løses jeg fra det, fordi da er Gud og jeg enige i at det ikke var godt. Da kan jeg gå videre, så at jeg næste gang er mere vågen som discipel.

Vi må elske sandheden, så sandheden skal frigøre os. (Johannes 8,31-32) Når jeg ser mig selv og det, der er i mit kød – den syndige natur som vi alle har arvet – så skabes en stor sorg, men også et stort håb.

Der bør være en udvikling i en discipels liv. Vi skal jo ikke forblive den samme. Vi skal ikke fortsætte med de samme ting i dag som vi gjorde for 20 år siden. Hvis jeg bliver rig og mæt, så stopper min udvikling, uanset hvor langt jeg er kommet. Så længe vi lever, er der mere at finde i os selv som skal renses ud, så vi kan blive mere og mere lig Kristus.»

Et interessant liv!

«Dette liv er enormt interessant for mig! Jeg behøver ikke at være noget specielt. Jeg går på arbejde hver dag, sætter mig i bilen, kommer hjem og spiser aftensmad og går til møde. Vi lever egentlig et helt normalt liv, men det er i dette normale liv at synden i vort kød kommer frem. Derfor sagde Jesus at vi skal tage korset op hver dag og følge ham. (Lukas 9,23) Hvis du slår ‘hver’ og ‘dag’ sammen, så bliver det ‘hverdag’. Hver hverdag er der noget som Gud vil vise mig. Jeg må bare være vågen og følge med. Herren vækker mit øre hver morgen for at jeg skal høre som disciple hører. (Esajas 50,4) En discipel har et godt øre, der hører for at finde det som bor i hans natur, for at han kan døde det og opleve at udvikle sig til Jesu billede. For mig er det at leve.»