Vi kan ikke selv vælge, hvordan Gud vil bruge os

Visionær missionær …?

Jeg har en dagbog fra, da jeg var 17-18 år gammel; det er en notatbog med mine forhåbninger og drømme som ung kristen. Der er en sætning som lyder specielt sentimental, introspektiv og lidt pompøs.

Vi havde lige haft en gæstetaler på skolens kristne forening der fortalte om sine rejser til Afrika, hvor han oprettede missionsstationer, holdt søndagsskoler og konverterede landsbyboere til kristendommen. Han var en karismatisk taler, og mit unge hjerte bankede oprørt og spændt på tanken om muligheden til at være Guds tjener i fjerne, afsideliggende strøg. Den aften skrev jeg en meget lang og selvgod opsummering af mine gode punkter og afsluttede med: «Jeg vil følge visionen om at være missionær, da jeg føler, at det er Guds kald for mig …»

Trods alle mine velmenende dagdrømme gik der ikke længe, før jeg blev modløs. Jeg indså hurtigt, at min selvgode tilnærmelse til evangelisering havde brug for meget mere dybde, end bare gode hensigter. Jeg var godt kendt i skrifterne (jeg havde studeret religionskundskab på videregående skole) – jeg kunne citere de synoptiske evangelier, og jeg kunne forklare de løfter der var blevet opfyldt fra de store og små profeter i det gamle testamente – og alligevel var jeg magtesløs, når det galt at stoppe med at miste besindelsen, have ondt af mig selv, blive oprørt og have bitre tanker. Jeg vidste, at det at leve på denne måde ikke genspejlede det, jeg læste i Apostlenes Gerninger og resten af det nye testamente. Til trods for al den kundskab jeg havde, følte jeg mig som en elendig stakkel og havde ingen klarhed over, hvad Gud egentlig behøvede fra mig.

Det ligger for hånden

Selvom jeg var en overfladisk åndelig bedrevider, fik Gud mig gradvist ind i et nærmere forhold til ham, som var baseret på at jeg lyttede til ham og ydmygede mig selv. Alligevel tilbragte jeg noget tid med mine dagdrømme; jeg kunne tænke på flere roller i mit eget trossamfund, som jeg synes, jeg kunne udføre kompetent, og som jeg ville lide at gøre.

Pointen som jeg var så langsom til at forstå var dette: Kristi legeme har brug for villige arbejdere, men det er ikke op til mig, hvordan Gud vil bruge mig – jeg kan ikke bestemme mig for at være en hånd, når Gud har brug for mig som en fod. Jeg vil ikke være til nytte, hvis jeg kæmper med at være noget, som Gud ikke har udformet mig til at være.

«Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det.» Første Brev til Korintherne 12,18.

Til sidst opdagede jeg, at min missionsmark lå for hånden, og at have ansvar for børn ydmygede mig, fordi jeg hurtigt opdagede, hvor hurtigt min natur kunne komme frem. Men det vigtigste var, at den vej Gud havde planlagt for mig var for at udforme mig – de prøvelser, skuffelser og smerte jeg mødte, lærte mig om mit eget liv og om Guds godhed.

Det er Gud der bestemmer

Gud har ikke brug for folk der kan forestille sig selv som missionærer, evangelister eller lærere. Disse roller kommer ud fra et liv, som Gud selv har udformet til noget, som han har behov for. Det Gud kræver er, at vi lever vore liv i lyset, og at vi dømmer os selv og modstår synden. Hvis vi er i denne proces, bliver vi materiale, som han kan bruge – ikke før.

Og når vi lever i denne proces med at blive nedbrudt, sker der noget fantastisk, uden at vi lægger mærke til det. Vi bliver udformet til noget nyttigt; vi bliver hans redskab – villig til at blive taget op og brugt, men lige så villig til at ligge stille på hylden, hvis der ikke umiddelbart er brug for os.

En ting er sikkert: Ligemeget hvad Guds hensigt er for os, hvis vi som kristne dømmer os selv og holder vore hjerter rene, så er vi en uafbrudt, umålbar kraft for det gode i Kristi legeme, ligemeget hvad vi er.

«Besindighed er liv for legemet …» Ordsprogenes Bog 14,30.