“Det er perfekt helt ligesom, det er!”

Til hendes venner og familie udstråler Anelle ro, venlighed og en dyb tilfredshed i alle livets situationer. Det er ikke noget der kommer naturligt for denne 36-årige gamle folkeskolelærer, der i mange år har levet med en – endnu – ikke diagnosticeret progressiv sygdom. Vi satte os sammen med Anelle for at se, om vi kunne få et indblik i oplevelserne hos en ung pige og kvinde, som er vokset i sin tro i modgang.

En ukendt sygdom

Da hun var 13 år, begyndte Anelle at halte på sit højre ben, og hun opdagede, at hun havde mistet følelsen i hendes tæer og kontrol over hendes fod. Besøg hos medicinske specialister gav ikke megen vished. Lægerne diagnosticerede hende med en progressiv neurodegenerativ auto immun-sygdom, men de var ikke i stand til at give det et bestemt navn. Det var begyndelsen på en rejse som har hjulpet Anelle med at blive den person, hun er i dag.

“Til at begynde med kunne jeg stadig gå fint, men så udviklede tingene sig, og symptomerne blev mærkelige og der skete ting,” forklarer Anelle. Dette var ingen nem oplevelse, specielt for en teenager. Anelle's enkle tro på Gud blev sat på prøve.

Ting som en energisk ung pige var vant til at kunne, blev gradvist vanskeligere som sygdommens langsomme udvikling ledte til begrænset bevægelse og nedsat førlighed i hendes hænder og fødder. Samtidigt begyndte hendes stemmebånd at svækkes, hvilket påvirkede hendes tale.

“I begyndelsen var der spørgsmål,” fortsætter hun, “og selv nu er nogle dage hårdere end andre.”

“Vor tendens er altid at ville have noget”

Gennem denne lidelse har Anelle lært at sætte sin lid til Gud; men det har ikke været let. Ligesom alle andre havde Anelle hendes planer og hendes tanker om, hvordan hendes liv ville se ud.

“Jeg vil sige, at en af de største ting var at give mine egne planer op – at opgive mit billede af hvordan tingene ville og skulle være, og bare give det til Gud, så han kunne styre tingene, som han ønskede.”

Med tiden er Anelle blevet mere og mere forsonet og taknemlig for det, Gud har ladet ske med hende.

“Jeg tænker hemmeligheden ligger i at vælge at være taknemlig, for vores tendens er altid at ville have noget – dit eller dat skal være bedre; det burde ikke være sådan … Men hvorfor kan det ikke være sådan? Eller hvorfor skal noget være “bedre?” Eller hvorfor skal noget være anderledes? Det er perfekt ligesom, det er. Du skal være taknemlig. For eksempel – hvis nogen kan synge smukt, kan jeg vælge at nyde at lytte til dem i stedet for at blive bitter, fordi jeg ikke kan synge.

“Det er ligesom det vers i Hebræerbrevet; Jesus sagde: ‘Se, jeg er kommet, for at gøre din vilje, Gud.’ (Hebræerbrevet 10:7). Det er også noget, jeg kan gøre med den krop og de evner jeg har,” forklarer hun.

Gud ved, hvad der er bedst

Anelle dvæler ikke ved alle detaljerne i hendes kampe, men det er klart, at hun har haft mange udfordringer. Som lærer på en folkeskole kræver hendes job en hel del tale. Med hendes svage stemmemuskler kan tingene være uforudsigelige.

“Man kan blive modløs og ville sige ‘Hvad er meningen?,’ men Gud er vieklig trofast i hans løfter. Han hjælper dig med at komme igennem dagen eller ugen. Det er ligemeget, hvor hårdt det bliver. Det bliver hårdt til tider, specielt hvis jeg er i skole og lige pludselig virker stemmen ikke. Men når jeg overgiver mig til Gud og beder om hjælp i de situationer, giver han altid en løsning. Mine elever består deres fag, selv med en lærer der nogle gange lyder som dette,” Anelle smiler som hun refererer til sin hæse, ru stemme.

Denne sygdom som Anelle har er progressiv og der er ingen kur. Bortset fra indsprøjtninger til hendes stemmebånd er der ingen medicin til rådighed mod hendes sygdom. Hun har også en skinne på sit ben for at gøre det lettere at gå. Med hendes begrænsede mobilitet og tale, er Anelle selvfølgelig blevet fristet til selvmedlidenhed.

“Det bliver hårdt; man kan ikke se en vej ud. Men det er vigtigt altid at vide, at Gud er ved din side. Han skabte hver eneste af os, og han kender vort inderste menneske – hvad der er hårdt for os, og hvad der ikke er. Han ved, hvad han skal gøre for at hjælpe os.

“Der er et vers som siger: ‘Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd …’ Første Petersbrev Peter 5:6. Det er en af de ting som har hjulpet mig mest – bare at ydmyge mig under Gud og hans behandling, og at ydmyge mig selv ligemeget hvad der kommer min vej. Gud ved, hvad han gør.

“Min krop kan være nedbrudt til ingenting, men min ånd kan gå op mod himlen. Jeg er så taknemlig for det, fordi det holder mig ydmyg, tæt på Gud og afhængig af ham.”

Anelle konkluderer, “jeg læser en bog om en gudfrygtig kvinde kaldt Esther Smith – hun taler om, hvordan dine egne problemer blive usynlige, når du fokuserer på at velsigne andre og være gode mod dem. Nogle gange kan det føles som dette: ‘Stakkels mig, jeg kan ikke tale, min stemme fungerer ikke.’ Gå ud og velsign nogen, vær god mod nogen, og så er dine problemer ingenting!”

Som Anelle taler, bliver det klart, at hun er en ung kvinde der kæmper for sin tro i tykt og tyndt. Hun har en tro og et liv, der er prøvet og sandt – et liv som inspirerer de omkring hende, hvad enten hun ved det eller ej.