Hvad vil det sige at være et levende offer?

j«Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste.» Romerne 12,1.

Paulus formanede romerne til at fremstille sine legemer som et levende offer. Med andre ord, var det af stor betydning for ham, at de skulle gøre dette; det var noget meget vigtigt. Men hvad betyder det egentlig at bringe vore legemer som et levende offer? Det var tydeligt, at han skrev figurativt, ikke bogstaveligt. Og denne formaning var ikke kun til romerne – den er også vigtig for os i vor tid!

For at svare på dette spørgsmål har vi slået to artikler sammen – den ene af Sigurd Bratlie og den anden af Johan Oscar Smith.

Et levende offer

Vor gudstjeneste er at fremstille vort legeme som et Gud velbehageligt offer. Det har jeg ofret tilhører ikke længere mig selv. Jesus siger, idet han træder ind i verden: «Et legeme har du beredt mig … Se, jeg er kommet … for at gøre din vilje, Gud.» Hebræerne 10,5-7. Dette legeme kunne han have brugt til at søge sit eget. Til at søge ære, magt, behagelighed, osv. – men han levede ikke sig selv til behag (Johannesevangeliet 6,38; Romerne 15,3). Han fremstillede sit legeme som et Gud velbehageligt offer. Alt hvad han gjorde med sit legeme, var Guds vilje til vor frelse.

Han havde ofret sit legeme. Det stod altid klar til at udføre Guds vilje. Og alt hvad han gjorde med dette legeme var til vor fordel og frelse. Nu er vi kaldt til at følge ham efter. Nu er tiden, hvor vort legeme skal fremstilles som offer. Vi skal sørge for, at det altid er klar, helligt og velbehageligt for Gud til at udføre hans vilje. Vi skal ikke bruge det til at søge vort eget, men til vor næstes bedste (Romerne 15,1-2). Tungen skal ikke bruges til at tale vor sag, forsvare os selv, men til at tale Guds sag, tale til opbyggelse som bliver til velsignelse for de, som hører (Efeserne 4,29). Mine ben skal jeg ikke bruge til at løbe derhen, hvor jeg kan lide at være, men til at løbe derhen, hvor jeg kan være til gavn. Mine arme skal ikke bruges til at gribe og tage det, som jeg kan lide, men til at give det som er gavnligt til andre. Altså, det er andre som skal nyde godt af mit legeme og ikke jeg selv.

Hvis jeg giver alt, hvad jeg ejer, til de fattige, men ikke har kærlighed, så gavner det mig ingenting. Kærligheden søger ikke sit eget (Første Brev til Korintherne 13,3.5). Hvis jeg giver alt, det jeg ejer, bort, men søger at få det tilbage i form af ære og god omtale, så er det ikke en gerning gjort med et ofret legeme. Jeg har søgt mit eget og er ingenting. Kærligheden søger ikke sit eget.

(Sigurd Bratlie)

Lad ikke min vilje ske, kun din

Omvendelse til Gud er det samme, som at jeg vender mig bort fra min egen vilje til Guds vilje. Jesus bad. «Ske ikke min vilje, men din». Lukasevangeliet 22,42. Du vil sige, at Gud kræver rent umenneskelige ting af dig, som du aldeles ikke kan gøre. Nej, det gør han ikke. Han har givet sine bud, for at vi skal holde dem nøje, og som dagen er, vil styrken være. Han giver altid nåde til hjælp i rette tid, og nåde er kraft til at gøre hans vilje.

Da Jesus trådte ind i verden, siger han: «Se, jeg er kommet – i bogrullen er der skrevet om mig – for at gøre din vilje, Gud.» Hebræerne 10,7. Jesus havde Guds ånds kraft over sig for at gøre denne vilje; for han ofrede sig selv i kraft af en evig ånd. Han havde en egenvilje at ofre for at nå frem til sin faders vilje. Offeret lå i ham selv, og han var lydig. Derfor kunne han lære os at bede denne bøn: «Ske din vilje som i himlen således også på jorden». Matthæusevangeliet 6,10.

Guds vilje skal altså gøres af os mennesker her på jorden, og dertil har vi fået kraft idet Helligånden er kommet over os, den samme ånd som var over Jesus i hans køds dage. Et forstandigt menneske her på jorden vil ikke forlange mere af sine børn, end de magter at gøre; hvor meget mere vil vor himmelske far så ikke tilpasse sin guddommelige vilje på vort liv i det forhold, vi lever i. At tro andet er bare vantro. Man gør sig som menneske en tanke om, hvor urimelige de store krav er, som Gud stiller os, men disse tanker er syndige og har ikke noget med virkeligheden at gøre. Guds vilje er vor helliggørelse, og den kan og skal gøres, hvis vi skal blive hellig-gjorte. For der står skrevet: Kristus er blevet os til visdom fra Gud, retfærdighed og helliggørelse og forløsning (Første Brev til Korintherne 1,30). Han virker i os til at ville og at udrette. Og han påtager sig ikke at virke i os mere, end vi er i stand til at udføre.

«Slagtoffer og afgrødeoffer, brændoffer og syndoffer ville du ikke have, og du ønskede dem ikke.» Hebræerne 10,8. Alle disse ofre lå udenfor legemet og nåede aldrig frem til offeret i legemet, det som vor herre Jesus Kristus var kommet for at yde. Denne offer-tjeneste er vi også kaldt til at få del i. Og ligesom Abraham og Gud var enige om at ofre Isak, således skal Gud og vi også blive enige om at ofre vor Isak. Så sker først Guds vilje på jorden som den sker i himlen.

(Johan Oscar Smith)

Disse artikler blev først publiceret i BCC’s menighedsblad «Skjulte Skatte» med titlerne «Gudstjeneste» (Sigurd Bratlie) i november 1932 og «Guds vilje – min vilje» (Johan Oscar Smith) i januar 1943. De er blevet lidt redigeret mht. længde og modernisering af sproget.
© Stiftelsen Skjulte Skatters Forlag | ActiveChristianity