Kun af nåde!

Udtrykket: «Kun af nåde» bliver ofte brugt blandt de troende, ligesom: «Alt af nåde». Hvad man mener med disse udtryk, kan være vidt forskelligt.

Den almindelige mening er, at vi er syndere og forbliver syndere, og når vi tror på Jesu død for os, får vi al himlens herlighed af bare nåde, når vi dør.

At Jesus gør et værk i og med os, så vi bliver værdige til at gå med ham i hvide klæder, det tror de ikke på (Johannes' Åbenbaring 3,4). Og hvis det var således, så mener de, at det ikke blev af nåde.

Guds nåde er ikke forgæves

Denne tro og indstilling er helt igennem falsk. Ingen kommer til et sejrende liv uden nåden, for det er nåden der optugter os til at leve sædeligt, gudfrygtigt og retfærdige i den verden som nu er (Titusbrevet 2,11-12). Altså, den som kommer til et sådant liv, kommer til det kun ved nåden, ikke ved egen kraft. Han kan i sandhed sige: «Kun af nåde». For de andre bliver nåden forgæves.

Da Abraham og Sara fik Isak, kunne de sige: «Kun af nåde». Hvis de havde fået ham før, da der endnu var et naturligt håb, havde Gud ikke fået æren. Men Gud giver ingen anden sin ære.

Sådan bliver det også for de som skal få et sejrende liv. De skal først brydes ned, så de bliver udugelige i sine egne øjne, at de ikke har kraften i sig selv til at leve dette liv. De fleste forstår ikke denne nedbrydningsperiode, og de mister modet og giver op. Abraham blev ikke svag i troen, da han så på sin egen og Saras afmagt (Romerbrevet 4,19). Han vidste, det var Gud som skulle have æren, og så skulle det gå den vej.

Når man taber modet i den nedbrytningsperiode, tror man ikke på Gud alene, men på en kombination af Gud og sin egen magt. Så lader Gud det ikke lykkes, for så bliver det ikke kun af nåde. Er det blevet bare nåde, bliver det også bare sejr. For hvor synden er stor, er nåden endnu større (Romerbrevet 5,20) «Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden.» Romerbrevet 6,14.

Du kan læse mere om dette her: «Det umulige bliver muligt»

Kristi kraft kan bo i os

Når man synder, så er man stærk i sig selv. Man kræver og forlanger. Så er man ikke under nåden, men under loven. Da skal Gud først bryde en ned så man bliver skrøbelig, og så kan Kristi kraft bo i en. «For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk!» Andet Korintherbrev 12,9-10. Så kan nåden få magt over os. Nåden og synden kan ikke have magt over os på en gang, for nåden er meget stærkere end synden.

Paulus var blevet så nedbrudt, at Kristi kraft kunne bo i ham, og Kristus kunne få al æren. Paulus vidste, at når han havde arbejdet mere end de alle, så var det «kun nåde» (Første Korintherbrev 15,10). Da Paulus havde stridt den gode strid, fuldendt løbet, bevaret troen og ventet på retfærdighedens krans som Herren, den retfærdige dommer, skulle give ham, så vidste han, at «alt var af nåde» (Andet Timotheusbrev 4,7-8). Kristus blev altid æret ved hans legeme, enten det blev ved liv eller død (Filipperbrevet 1,20).

Det er den sande nåde der gør os værdige til at gå med Jesus i hvide klæder. Måtte mange i disse dage blive renset og friet ud fra den falske nåde, som bedrager dem for dette herlige sejrsliv (Judasbrevet 3-4).

Dette er en redigeret version af en artikel der først blev publiceret i BCC's menighedsblad «Skjulte Skatte» i august 1961.
© Copyright Stiftelsen Skjulte Skatters Forlag