Abraham: Vælge tro i en umulig situation

Abraham var allerede en gammel mand, da Gud bragte ham udenfor og sagde til ham, “Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.« Og han sagde: »Så mange skal dine efterkommere blive.” Første Mosebog 15:5.

Abraham troede på Guds løfter, selvom det naturligt set var umuligt. Abraham og hans kone Sara var langt ovre de fødedygtige år, og de havde ingen børn.

Abrahams tro på Gud blev prøvet med dette løfte for at se, om at ville tage Gud på hans ord, ligemeget hvad hans fornuft fortalte ham. Abraham vaklede ikke i sin tro, og Gud holdt hans løfte (Romerbrevet 4:20). Sara fødte en søn, og de kalde deres søn Isak, som Gud havdeinstrueret dem.

Læs mere om Sara’s tro her.

Den anden test

Men nu blev Abraham prøvet for anden gang, og det var en prøve som ingen andre. År senere, da Isak var en dreng, kom Gud for at tale med Abraham igen.

“Tag Isak, din eneste søn, ham, du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.” Første Mosebog 22:2.

Hvad skulle Abraham tænke om dette? Ikke noget af dette gav mening. Gud synes at modsige sig selv.

Men Abrahams tro på Gud vaklede ikke. Til trods for den ydre tilsyneladende umulighed ved situationen, stod han op om morgenen, pakkede sit æsel, huggede brænde til ofringen og begyndte den tre dage lange rejse op i bjergene med Isak (Første Mosebog 22). For ham var det ligemeget, hvordan situationen så ud, menneskeligt set.

Vi kan forestille os, han blev fristet til tvivls-tanker som han gik op af bjerget Morija. Tanker som: “Saras hjerte bliver sikkert knust, og hun vil aldrig til give mig. Jeg vil være en morder. Jeg har misforstået det; en kærlig Gud kunne ikke have givet sådan et bud!” Og dog, Abraham havde ikke hørt forkert; han handlede med frimodighed og tapperhed, fordi Gud havde sagt det, og vi kan læse, hvad der skete. Disse tvivls-tanker som Satan hviskede i hans øre, blev afbøjet og besejret af troens skjold. Han troede uden en skygge af tvivl, at Gud ville holde sit løfte – selv hvis det betød, at han ville rejse Isak op fra de døde (Hebræerbrevet 11:17-19).

Tro giver os kraft til at handle

Selvfølgelig holdt Gud sit løfte. I sidste sekund stoppede han Abraham fra at bringe sit offer, og Isak blev sparet og blev fader af nationen Israel.

På samme måde kan vi blive fristet til tvivls-tanker, når vi tager et skridt i tro, som Gud virker i os at tage. Måske er vi ikke sikre på, hvordan fremtiden vil gå, hvis jeg gør det, men tro giver os kraft til at handle, selvom vi ikke kan se, hvad resultatet vil være (Hebræerbrevet 11:1). Når vi har troens skjold, kan også vi stå imod tvivls-tanker, som Satan prøver at så.

Abrahams Gud er den samme Gud, som vi tjener i dag. Han er fra evighed til evighed, og der er ingenting, han ikke kan opnå omkring os og i os. Ligemeget hvor umulige situationerne virker, er Gud i stand til at gøre et under i mit liv. Han har lovet, at jeg – som har en syndig natur og er fuld af stolthed og egoisme, og alle andre slags lyster – kan blive forvandlet til Kristi billede (Romerbrevet 8:29). Selv nogen med en natur som min, alle mine vaner og tendenser, kan blive delagtig i guddommelig natur! (Andet Petersbrev 1:4) Når jeg lever i denne tro, så vil jeg være en søn og en arving af alle ting sammen med Jesus! (Romerbrevet 8:16-17) Er der nogen grund til at tvivle på ham? Nej, ikke én!

“Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.” Johannes' Åbenbaring 21:7.

Ingen begrænsninger!

Men vi lærer af Abraham at tro på Gud kræver handling. Vi læser, “Men fredens Gud vil snart lægge Satan knust under jeres fødder.” Romerbrevet 16:20. Hvad er tro så? Er det at sidde og sige, “Ja, jeg tror på, at Gud vil knuse Satan under mine fødder” og så vente på at det sker?

Nej. Det er at gå til handling og gå frem i tro, når Gud arbejder i mig, ligesom Abraham gjorde, da han hukkede det brænde som skulle med for at ofre hans søn. Det betyder ofre for min del; opgive min egen vilje for at kunne gøre Guds vilje. Abraham så ofret som en betingelse fra Gud, som han skulle fuldføre for at modtage hans løfte. Det er det samme for os.

Lad os følge Abrahams eksempel, hvis lydighed gjorde ham til “faderen af vores tro” (Romerbrevet 4). Tro på Guds løfter og vær hurtig til at opfylde betingelserne, så Gud kan velsigne dig! Sæt ikke din lid til hvad din fornuft fortæller dig. Ligemeget hvad dine begrænsninger er, naturligt set, kan Gud udrette en fuldstændig og grundig frelse i dig! Han spørger ikke, om vi er i stand, han spørger kun om vi er villige. Hvis svaret på det er ja, er der ingen begrænsninger på, hvad vi kan opnå ved at tro på Gud.