Tilgivelse: Dobbel nåde, en ny skabning og evigheden (3/3)

De fleste er kendt med konceptet om tilgivelse. Jesus gav sit liv for os, sådan at vi kunne modtage tilgivelse for vore synder. Selvfølgelig er det så ikke gratis at synde, men hvis Jesus døde både for de synder, vi allerede har gjort, og de som vi kommer til at gøre, hvorfor er det da så vigtigt at sejre over synden?

I Del 3 af denne serie om tilgivelse snakker Activechristianitys redaktør Milenko om hvordan nåden er mere end bare tilgivelse, forandringer som bør finde sted i vore liv som et resultat af tilgivelse, og de evige konsekvenser som dette har for vor ånd.

Se på Del 1 og Del 2 i serien for at få hele samtalen om tilgivelse med dig.
(Udskrift af lydfil for denne video nederst i artiklen)

Videre læsning om tilgivelse:

Besøg vor emneside om tilgivelse og skyld.

Så og høste: at tage de rigtige valg 

Udskrift af lydfil

Kathryn:
I Del 2 af denne serie om tilgivelse snakkede vi om betingelser, nåde og grunden til at vi bør sejre over synden. I Del 3 snakker vi mere om, hvordan vi sejrer over synden, og hvorfor vi skal gøre det, selvom vi får tilgivelse.

Milenko:
Nåden består egentlig af to dele. Den første del er den enorme gave, som vi har fået ved Jesu offer, at vore synder faktisk er tilgivet. De er udslettet, vi har rene ark, og Gud regner dem ikke mod os.

Men Jesus gjorde meget mere end bare at dø, for at vi skulle få tilgivelse. Det han gjorde var at åbne en vej for os, en vej som vi kan efterfølge. Han sejrede over synden, synden i sin egen natur, og han vil at vi, hans brødre, som han kalder os, han vil at vi følger ham, sådan at vi kan komme derhen, hvor han er. Denne nåde til at sejre over synden, faktisk at gøre noget med det, det er hovedsagen i Jesu værk. Det var derfor han kom, sådan at vi kan følge ham.

Kathryn:
Men det er egentlig et helt eget tema, ikke sandt? Vi kunne snakke i timevis bare om den del af nåden.

Milenko:
Absolut. Det er et meget stort tema.

Kathryn:
At sejre betyder at jeg skal kæmpe imod min egen vilje, at opgive min egoisme, som du siger, og det forårsager faktisk lidelse, ikke sandt? Man skal faktisk opgive noget, og give noget af sig selv. Det er ikke noget der falder naturligt for mennesker, så det betyder at det bliver en kamp. Så hvorfor skal jeg vælge at gøre det, når jeg ved, at jeg i slutningen af mit liv bare kan bede om tilgivelse, jeg får rene ark, og jeg kan gå lige ind i Paradis alligevel?

Milenko:
Jo, Gud er villig til at tilgive alle som beder om det og som omvender sig. Så selvom du har levet et syndigt liv hele livet, er Guds nåde, godhed og kærlighed så rigelig at alt det kan udslettes, og du kan gå ind i himmelen uden at have noget mere at henvise til.

Vi kan se det fra eksemplet, da Jesus hang på korset på Golgata, og røveren ved siden af ham omvendte seg, og Jesus sagde til ham: «I dag skal du være med mig i Paradis!» Jesus kunne tilgive ham på grund af hans omvendelse. Og det var noget meget stort. Men kom gik til himmelen uden noget mere end det. Han blev givet livet, men han tog ikke noget med sig.

Hvis man tænker på, hvad livet består af – det er en række anledninger; situationer som vi kommer ind i. Og hvis vi så vælger at bruge de anledninger til at tjene Gud, at vise vor kærlighed til ham ved at fornægte de lyster, som vi kender. Da gør vi noget for ham. Ved at gøre det, kan vi få del i Jesu dyder. Da får vi faktisk del i noget. Vi får indhold i vort liv.

Hver gang vi synder, så mister vi en anledning. Hvis vi falder, så mister vi faktisk en anledning. Sådan skal vi se på det, og vi skal bruge anledningerne til at få del i noget, til at gøre noget, til virkelig at tjene Gud, til at vise vor kærlighed til ham. Alt er ved nåde, men vi skal alligevel arbejde på det.

Kathryn:
Når jeg altså sejrer over egoismen, kommer der så noget andet og tager dens plads?

Milenko:
Jo, hvis vi tænker på, hvad vi har fået tilgivelse for, egoismen eller selviskheden, kan vi sige, der stadigvæk bor i vor natur, og så vi nu bliver fristet til at give efter for den, og vi i stedet følger Jesus, og fornægter den, så dør den faktisk. Og det som kommer i stedet er den nye skabning som Gud placerer der. Det er gavmildhed, for eksempel, eller kærlighed til de andre. Det er åndens frugt, som vi kan læse om i Galaterbrevet. Det er det, vi skal tage med os ind i evigheden.

Kathryn:
Så når den ene går, den ene dør, så kommer den anden og erstatter den.

Milenko:
Ja, præcis. Den anden erstatter den. Det er en ny skabning.

Kathryn:
Så får vi faktisk del i det, mens vi er her på jorden?

Milenko:
Ja, det er det der er så utroligt, det er netop det, vi gør! Når vi kæmper imod synden, hvis vi sejrer over den, efterlader det ikke bare et tomrom, men noget andet fødes i os. Og der står om Gud, som er en trofast skaber, som skaber noget nyt i os; vi bliver en ny skabning. Og den nye skabning, det er de dyder som ikke var der fra før af. Vi snakkede om at lyve tidligere. Der hvor jeg havde en tilbøjelighed til at lyve, bliver jeg oprigtig og taler sandt. Der hvor jeg havde en tilbøjelighed til at være bitter og kritisk, bliver jeg kærlig og mild. Det er Guds værk i os.

Kathryn:
Så det er ikke noget magisk der sker, når man kommer til himmelen, at man pludselig får disse dyder?

Milenko:
Nej, indholdet er noget vi får del i her på jorden. Det er ved at være trofast, ved at være lydig, ved at elske Jesus, at vandre i hans fodspor. Og så ser man, der står om det i Korintherbrevet, at der bliver forskel på glansen mellem solen, stjernerne og månen, og så videre, og på samme måde skiller vi os fra hinanden i glans. Det har at gøre med personlig trofasthed og hvor meget vi har givet os for dette liv.

Kathryn:
Så det er egentlig op til os hvor meget herlighed, vi får i himmelen.

Milenko:
Det er helt op til os – vi har jo brug for Guds nåde til at gøre det, det er vi helt afhængige af, men vi skal tage skridtene til at være lydige af vor egen frie vilje. Jeg gør det, fordi jeg elsker Gud, og det er det som er så dyrebart for ham.